Ny skytype truer ozonlaget over Danmark
Drivhuseffekten afkøler de øvre lag af atmosfæren, så der kan vokse polarskyer, som får det værste frem i den menneskelige luftforurening.
Perlemorsskyer (PSC type 1). Ifølge DMI's forskere er det vanskeligt at se forskel på type 1 og type 2. (Foto: Bo O. Dietz)
Læs også
-
Atomprøvesprængning baner vej for at lagre CO2 i undergrunden
Læs mere om
Dokumentation
En uvelkommen gæst, er en sjælden type perlemorssky, PSC type 2, er observeret over Danmark. Skyen nedbryder ozonlaget meget hurtigt.
Forskningsleder Niels Larsen, Danmarks Meteorologiske Institut, siger:
»Kloren i stratosfæren findes normalt kun i nogle inaktive former, nemlig klornitrat og saltsyre. De to er ikke i sig selv ozonnedbrydende, men når de forbinder sig med vand fra skyer indgår de i en såkaldt heterogen kemisk reaktion, og klorforbindelserne kan omdannes til en form, der nedbryder ozon, hvis der ellers kommer sollys til processen.«
Kloren bliver aktiveret i de små skypartikler, som findes i type 2 PSC'er (Polar Stratospheric Cloud).
Kloren i stratosfæren er ikke naturlig. Den stammer fra industriel brug af CFC-gasser, en anvendelse som har været forbudt længe.
»Men de klorforbindelser er meget langlivede. Det var faktisk den egenskab, man ønskede sig, da de blev produceret. Selv nu, da CFC-gasserne ikke bruges mere, vil det tage 75-100 år, før klormængden i stratosfæren kommer ned på det niveau, der var, før man opdagede det store ozonhul over Sydpolen,« fortæller Niels Larsen.
Det antarktiske hul blev opdaget første gang i 1985.
En skytype fra nordpolen
Skyerne er en arktisk type, som kun optræder højt oppe i stratosfæren, hvor temperaturen er helt nede omkring minus 90 grader Celsius. Ved den temperatur kondenserer vanddamp direkte til is.
Den lave temperatur optræder nu stadig oftere på vores breddegrader. Stratosfæren bliver gradvist koldere og koldere.
»Det er faktisk en følge af den globale opvarmning og CO2-forureningen. CO2 virker opvarmende på de nedre lag i atmosfæren (troposfæren), men afkølende på de øverste lag,« forklarer Niels Larsen.
De normale perlemorsskyer, som vi altid har kendt i Danmark, PSC type 1, findes ved temperaturer omkring minus 80 grader. Ved den temperatur består skyerne af salpetersyre-trihydrat, som er et fast stof med tre vandmolekyler.






