/rumfart

Pris for at nedskyde løbsk satellit: 300 millioner kroner

Det amerikanske forsvar har planlagt nedskydningen af en løbsk spionsatellit i seks uger. En kæmperadar er sat i søen, tre krigsskibe har taget opstilling, og nu venter militæret på det rette tidspunkt.

Klik for at se billedet i stort

Den flydende X-band radar, der udgør kernen i det amerikanske missilforsvar gør klar til at lokalisere den løbske spionsatellit. (Foto: United States Missile Defense Agency)


Læs også

Læs mere om

Af Thomas Djursing, mandag 18. feb 2008 kl. 10:20

Allerede 4. januar blev der givet ordrer til at forberede nedskydningen af den løbske amerikanske spionsatellit, og nu begynder detaljerne om selve planlægningen at sive ud til offentligheden.

Den amerikanske flåde har allerede modificeret en række missiler af typen Aegis SM-3 og givet dem et nyt styringssystem. Missilerne er nu anbragt på de tre krigsskibe USS Lake Erie, USS Decatur og USS Russel, der er klar til at skyde satellitten ned fra et sted ved Hawaiis nordøstlige kyst.

Ifølge det amerikanske forsvarsministerium Pentagon er der tale om en operation til mellem 200 og 300 millioner kroner, hvoraf missilet alene koster 50 millioner kroner

Kæmperadar skal lokalisere satellit
Samtidig er der givet ordrer om, at flådens flydende X-band-radar til 4,1 milliard kroner skal være klar. Radaren er en ombygget olieboreplatform med en X-bånd-antenne på 1814 tons, der stikker op i en højde svarende til et 28-etagers højhus.

Radaren udgør kernen i opbygningen af det amerikanske missilforsvar, fordi den, i teorien, er i stand til at afgøre, hvilken vej en tennisbold snurrer i omkring 5000 kilometers højde, skriver Wired.

Eksperter: Som at ramme en kugle med en kugle
Hvornår selve nedskydningen finder sted, er endnu en hemmelighed, men ifølge Pentagon vil det ske inden for få uger.

Valget af det rigtige tidspunkt er afgørende for at undgå spredningen af vragstumper i rummet. Derfor vil nedskydningen finde sted, lige inden satellitten rammer atmosfæren, så vragstumperne hurtigst muligt brænder op.

»Når den først rammer atmosfæren, begynder den at rotere og brække i stykker, den bliver meget uforudsigelig og stort set umulig at ramme. Så vi prøver på at ramme den i sidste øjeblik,« siger general James Cartwright, der deltager i planlægningen til Discovery.

Flere eksperter sammenligner nedskydningen med at ramme en pistolkugle med en pistolkugle. Under nedskydningen vil satellitten opnå en fart på mellem syv og otte kilometer i sekundet, og det er en del hurtigere end under de forudgående forsøg på at nedskyde missiler, der har bevæget sig med mellem tre og fire kilometer i sekundet.

Under forsøgene befinder missilerne sig i højder over 160 kilometer, og Pentagon opnåede 12 træffere ud af 14, skriver Wired.

Selve SM-3-missilerne er tre-trins-raketter udstyret med en infrarød søger, som leder efter forprogrammerede omrids af bestemte objekter – i dette tilfælde en satellit.

Redningshold er klar til at rykke ud
Til hjælp med planlægningen har den amerikanske flåde hidkaldt Nasa-chefen Michael Griffin, og valget er ikke helt tilfældigt, da han stod for udviklingen af det amerikanske missilforsvar fra 1986 til 1991.

Den amerikanske regering har også udstationeret seks redningshold rundt omkring i USA, som skal sendes af sted, hvis satellitten falder ned i USA, og regeringen har samtidig underrettet lande verden over om dens operation.



18. feb 2008 kl 14:30

avatar

Søren Rosendal Jensen

Skudt ned over Grønland?

I TV-avisen i går aftes viste de nogle billede af en meteor, som eksploderede og derpå viste sig som et lysspor, der stod i flere minutter efter (som solbelyste skyer?).

Hvis jeg opfattede det rigtigt med eksplosionen først - og lyssporet bagefter, kunne det så ikke være satelitten, der blev skudt ned?

- Søren


18. feb 2008 kl 17:03

avatar

Holger Skjerning

Hvad foregår der...?

Jeg vil meget hellere vide, hvad det vil sige "at skyde en satellit ned" ???
Hvis en granat eksploderer tæt på satellitten, vil satellitten gå i et ukendt antal stykker, hvoraf nogle har fået større hastighed og andre mindre end før eksplosionen.
De langsomme falder hurtigt ned og brænder op, mens de hurtigere går ind i hver sin bane og bliver der i længere tid.
Det kan da ikke være det, man vil opnå!
Hvis satelliten skal hurtigt ned, skal dens hastighed nedbremses, så den går ind i atmosfæren og brænder mere eler mindre op. De tungere dele vil antagelig nå hele ned og falde i havet eller ......?
Er der no'en, der ved, hvad der foregår?


18. feb 2008 kl 17:22

Rasmus Andersen

Re: Hvad foregår der...?

Ideen er vel at smadre satellitten i så mange stykker så muligt så der ikke lander nogle hemlige satellit dimser midt i kreml eller beijing, men at det hele brænder op i atmosfæren.


18. feb 2008 kl 17:26

Casper Jensen

Re: Hvad foregår der...?

Handler det ikke om at få sateliten til at sprænges til mange mindre stykker som så kan brænde op i atmosfæren.

Hvis satelliten er intakt vil det kun være satellitens overflade som vil opvarmes af friktionen (og gradvis brændes op) når satelliten rammer atmosfæren.

Ved at springe satelliten i mange mindre stykker øger man satellitens samlede overflade som så kan varmes op og brændes op.

Samme princip som en isterning der smelter på et køkkenbord.

En intakt isterning vil smelte langsommere end en knust isterning, pga den knuste isterningens samlede overflade vil øges og derved øges varme/kulde udvekslingen.


18. feb 2008 kl 17:48

avatar

Holger Skjerning

stadig mystisk...!

Meget rigtigt, at mindre stykker naturligvis lettere brænder helt op, men så skal det være en meget kraftig eksplosion (helst helt inde i satellitten!).
Og så vil ca. halvdelen af stumperne få større hastighed end før eksplosionen, så de vil blive deroppe til stor gene for "satellit-trafikken"!
Ikke?
I øvrigt vil også sprængdele fra selve "granaten/raketten" jo gå i kredsløb og give tilsvarende problemer.
Så nu er mit spørgsmålstegn endnu større!


18. feb 2008 kl 18:57

Richard Tøpholm

Re: Hvad foregår der...?

Når man giver et objekt i kredsløb et stød, vil den efterfølgende (hvis den ikke opnår undslippelseshastighed) være i en ny elliptisk bane omkring jorden, der stadig vil gå igennem samme punkt hvor objektet fik stødet.

Hvis satelitten er i en cirkulær bane i 240km højde før missilet rammer, vil alle vragdele efterfølgende være i forskellige elliptisk baner: De dele der er blevet opbremset ved eksplosionen, vil være i en bane med højeste punkt på 240km og laveste bestemt af hvor meget de er blevet bremset. De vil derfor meget hurtigt blive fanget af atmosfæren, og typisk falde ned i løbet af et par dage.
De dele (formentlig de fleste) der er blevet accelereret af explosionen vil være i en elliptisk bane med laveste punkt i 240km højde, og højeste punkt begrænset af hvor meget energi de modtog ved eksplosionen. Men uanset hvor meget energi de modtog (hvis vi antager at de ikke får nok til at undslippe jorden), så vil de stadig være i en bane med laveste punkt i 240km højde, så de vil altså stadig blive bremset kraftigt af atmosfæren, ihvertfald i en del af deres kredsløb.
De kan ikke lade sig gøre med et enkelt "skub" at sende dem ud i baner hvor laveste banehøjde er over 240km!
Samtidig er delene formentlig blevet små og fragmenterede, dvs. med større overfladeareal ifht. deres vægt. Man må derfor forvente at de fleste vil falde ned i løbet af nogle få uger, omend det da er muligt at en enkelt meget kompakt klump vil kunne blive hængende lidt længere.

Samtidig håber man nok på, at alle delene er blevet så små, at de vil brænde helt op under reentry, så hvad det end er USA prøver at skjuler, ikke lander intakt.


18. feb 2008 kl 19:53

Casper Jensen

Re: Re: Hvad foregår der...?

"Under nedskydningen vil satellitten opnå en fart på mellem syv og otte kilometer i sekundet"

Hvis satelliten bevæger sig med 7000-8000 meter pr.sek. så har jeg svært ved at se hvordan trykbølgen fra en eksplosion skulle kunne accelerere satellit-fragmenterne yderlige op i hastighed.

Ydermere, hvad jeg har læst mig til, så virker Aegis SM-3 misilerne ved et såkaldt "direct intercepts" princip.
SM-3 misilet har et "SM-3 Kinetic Warhead" dvs at misilet øgelægger sit mål udelukende ved hjælp af den kinetiske energi der er i misilet, og der er altså ingen eksplosion.


18. feb 2008 kl 20:01

avatar

Holger Skjerning

Endelig lidt god fysik...!

Stor tak til Richard Tøpholm! - Så meget fysik turde jeg ikke lægge i mit undrende spørgsmål! - Men nu tør jeg!
De 80% er jeg enig i, men..... det er ikke rigtigt, at eksplosionsstedet bliver det laveste punkt i ellipsen.
Det ville være rigtigt, hvis alle sprængstykkerne havde samme bevægelses-retning efter stødet, altså tangentielt til den oprindelige, tænkte cirkelbane.
Forestil dig, at et sprængstykke får en skråt opadrettet hastighed, så vil den gå ind i en smal ellipsebane, hvor den først går op i stor højde, for derefter at passere det symmetriske sted på den anden side af Jorden og drøne stejlt ind i atmosfæren - og brænde op eller agere meteornedfald i min eller din have (= et helt uberegneligt sted).
Men (stadig undrende): mange dele vil blive i kredsløb i meget lang tid???


18. feb 2008 kl 20:07

avatar

Holger Skjerning

Ny oplysning...!

Casper Jensen: Tak for oplysningen! - Så er det endnu mere imponerende, at/hvis man kan ramme!
Men det ændrer ikke på Richard Tøpholms og mine betænkeligheder.


18. feb 2008 kl 22:33

John Johansen

Re: Skudt ned over Grønland?

kunne det så ikke være satelitten, der blev skudt ned?
Nej! Dén bevæger sig mellem 58,5 grader nordlig bredde og 58,5 grader sydlig bredde.


21. feb 2008 kl 01:28

Richard Tøpholm

Re: Endelig lidt god fysik...!

Det ville være rigtigt, hvis alle sprængstykkerne havde samme bevægelses-retning efter stødet, altså tangentielt til den oprindelige, tænkte cirkelbane.

Du har ret, jeg sidder og tænker på alm. banemanøvrer, hvor man enten giver en impuls i, eller imod baneretningen.
Så banen kan som du nævner godt få både et højere apogee og lavere perigee end den havde før (beklager, kan ikke huske de danske ord, nogen kan måske fylde ind. Apogee er banepunktet længst fra jorden, perigee er punktet tættest på jorden).

Det der ikke kan lade sig gøre, og som er årsagen til at USA skråsikkert kan sige at ingen vragrester vil blive i rummet, er at hæve perigee over den højde hvor missilet rammer satellitten.
Så hvis den rammes i 240 km højde, så vil alle vragdelene efterfølgende have baner, med perigee i maximalt 240 km højde.
Derfor vil de alle falde ned i løbet af dage til uger.

Hvis man ser på satelittens nuværende bane-henfald på heavens-above's særlige infoside:
http://www.heavens-above.com/u...aspx
så kan man se at allerede den samlede satellit har et dramatisk bane-henfald. Da delene stort set alle vil have større drag/weight forhold, vil de derfor alt andet lige, falde ned før den samlede satellit ville.
De dele der får hævet deres bane væsentligt, vil naturligvis være lidt længere om det - men for de fleste deles vedkommende vil de nok stadig falde ned før den samlede satellit ville være det.
Det vil sige inden for en måneds tid.

Jeg er altså egentlig ikke betænkelig.
Blot lidt nysgerrig over hvad der mon var så hemmeligt at det partout skulle skydes ned :-)

Selvfølgelig kan nogle dele give skader inden for den næste måneds tid... men det er ikke mange vragrester ifht. den eksisterende population i kredsløb. NORAD tracker vist over 100.000 stumper. Så en håndfuld tusinde ekstra i en måneds tid, er ikke skræmmende, hvis de blot ikke på langt sigt øger populationen (store vragdele vil med tiden give splittes op i flere, ved impacts imellem stumper).
Men *hvis* en anden satellit i lav bane fejler uventet i løbet af marts, så er det da lidt interessant at se om man kan give USA's forsvar ansvaret?
På den anden side så er der allerede meget store sub-populationer i kredsløb, som man kender årsagen til præcist (f.eks. skyer af små dråber engang-flydende natrium fra kølesystemerne på nogle specifikke USSR spionsatelliter, der lækkede over tid), og mig bekendt har man aldrig forsøgt at give andre et ansvar for fejlende satellitter.


21. feb 2008 kl 01:40

Richard Tøpholm

Re: Re: Re: Hvad foregår der...?

"Under nedskydningen vil satellitten opnå en fart på mellem syv og otte kilometer i sekundet"

Ja det er jo ihvertfald noget vrøvl artiklen skriver der. Satellitten har i forvejen en hastighed på omkring 8km/s da den er i lavt kredsløb.
Og den ændrer næppe hastighed "under nedskydningen"... vragdelene derimod opnår da sikkert en (lidt) anden hastighed efter nedskydningen.

Måske mener de at den relative hastighed imellem missil og satellit vil være ca. 7-8 km/s ?
Det lyder meget rimeligt, og svarer jo stort set til at missilet flyver lodret op og placerer sig lige i satellittens bane.

Jeg kan ikke se at det er et problem at missilet skal "leve" af den kinetiske energi - hvis deres relative hastighed er 7-8 km/s så vil der da være rigelig energi, til at splitte satellitten i meget meget små dele (da satellitten repræsenterer hovedparten af massen, vil trykbølgen vel primært tage udgangspunkt i satellittens referencesystem).

Men det er da ikke nogen nem opgave at ramme noget der bevæger sig med 8km/s. Så lad os nu se hvad der sker.


21. feb 2008 kl 03:45

Ole knudsen

Re: Re: Re: Re: Hvad foregår der...?

Richard skrev: Men det er da ikke nogen nem opgave at ramme noget der bevæger sig med 8km/s. Så lad os nu se hvad der sker.

Det er vel mest et spørgsmål om den relative hastighedsforskel? Hvis bare nedskydningsvåbnet er i en bane nogenlunde parallel med satelittens bane skulle det vel være relativt enkelt at komme vilkårligt tæt på?

I det tilfælde kunne en mindre detonation vel være tilstrækkeligt til at splitte satelitten i stumper der er små nok til ikke at vække bekymring.


21. feb 2008 kl 05:04

Richard Tøpholm

Re: Re: Re: Re: Re: Hvad foregår der...?

Det er vel mest et spørgsmål om den relative hastighedsforskel? Hvis bare nedskydningsvåbnet er i en bane nogenlunde parallel med satelittens bane skulle det vel være relativt enkelt at komme vilkårligt tæt på?

Ja, men ifølge Casper ovenfor virker et SM-3 ikke på den måde. Det er den kinetiske energi ved sammenstødet der laver "eksplosionen".

Så de vil nok gerne udnytte at den relative hastighed er 7-8 km/s.

Det skal jo også siges, at det kræver langt mere energi at bringe et missil op i kredsløbshastigheder, end blot at bringe det kortvarigt op i banehøjden. Det er mere end en faktor 20, så vidt jeg husker!!


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.