/energi

Vestas: Vi har løst vores gearproblemer

Vestas hævder at have fået styr på gearkasserne til de store havmøller på tre MW, efter salget har været indstillet et år. Der går dog endnu et år, inden kunderne kan få leveret møllerne.

Af Kent Krøyer, mandag 18. feb 2008 kl. 10:34

Vestas er tilbage på verdensmarkedet for havvindmøller med sin største mølletype, V90, som kan yde 3,0 MW. Salget af V90 blev standset for et år siden på grund af problemer med gearkassen.

V90 er en mølletype, som ifølge Vestas egne oplysninger er opstillet i mere end 500 eksemplarer, inden gearproblemerne tvang firmaet til at indstille produktionen for at analysere fejlene.

Hvilke fejl er der tale om?


»Vi valgte at trække møllen midlertidigt tilbage i foråret 2007, fordi, vi så nogle forskellige fejl-modes i den gearkasse, som vi køber hos Hansen Transmission i Belgien. De problemstillinger har vi nu fået forklaret og fundet årsagen til dem og fået dem valideret i vores teststand i Århus. Og det gør nu, at vi har valgt at frigive møllen igen til produktion,« siger direktør Finn Strøm Madsen, Vestas Technology R&D.

Kan være lidt mere specifik vedrørende gearproblemerne?

»Ja, men det er ikke noget, der kan forklares på 30 sekunder over telefonen. Det er ikke kun én ting. Det er flere ting i gearkassen.«

Men kunne du så trække en væsentlig ting ud og fortælle om den?

»Der er ikke én væsentlig ting. Det er flere ting, som vi har besluttet at ændre i gearkassen. Så der er ikke én ting, jeg kan tage ud.«

Var det noget med holdbarhed eller ligefrem brudrisiko?

»Nej, det var det ikke. Desværre så har der været nogle eksempler ude i marken, hvor der har været direkte brud på tænderne. Men det har ikke været relateret til lige præcis det her. Det var, fordi nogen glemte at fylde olie på gearkassen.«

I en artikel fra nyhedsbureauet AFX News Limited i september 2007 udtalte Vestas' pressechef, Peter Wenzel Kruse, at der blev arbejdet på en helt ny udgave af V90, men at detaljerne var hemmelige.

Af den artikel fremgår det, at den svenske underleverandør SKF AB har medvirket i opklaringen af kvalitetsproblemerne. Men SKF benægter i samme artikel selv at være involveret i problemerne.

Finn Strøm Madsen oplyser til Ingeniøren, at garantien på en ny vindmølle er to år, og derpå forhandles typisk en serviceaftale, der løber fra to til ti år.

De store vindmøller er typegodkendte, og det betyder, at kvalitetstest skal certificeres af et uafhængigt bureau. Det sker hos Norske Veritas og hos Germanische Leute.

»Grunden til, at vi trak møllerne tilbage, er, at kunderne skal kunne have fuld tillid til os. Møller, der står på havet, skal kunne håndtere meget, meget hårde belastninger. Derfor er det utroligt vigtigt, at vores kunder kan have tillid til vores produkter. Når de først står ude i Nordsøen under barske forhold, så er der en stor del af året, hvor man slet ikke kan komme til dem,« siger Finn Strøm Madsen.

Lang leveringstid er »naturlig«
Selv om møllerne nu kan sælges igen, går der yderligere et år, før de første bliver stillet op.

»Der er en lang leveringshorisont på havvindmøller. Gennemløbstiden er typisk et par år længere end ved møller, der står på land. Nogle af vores kunder bruger en hel sommersæson til at få fundamenterne op at stå, og året efter stiller de møllerne op, og det er simpelthen på grund af vejrforholdene. Alle kundens tilladelser skal være faldet på plads, og det er meget omstændeligt, når det er off-shore. Der er ikke noget mærkeligt i, at det tager et års tid,« siger Finn Strøm Madsen.

Som eksempel på de vanskelige forhold til søs nævner han den skotske vindmøllepark Robin Rig, hvor en dansk jack-up-platform med 38 besætningsmedlemmer i september 2007 måtte evakueres, fordi havbunden brød sammen under riggen.

Her skal bygges 60 af de store V90 møller, og MT Højgaard opstiller fundamenterne.



18. feb 2008 kl 11:58

avatar

Lars Christian Henriksen

Germanische Leute?!?

Jeg tror der menes Germanischer Lloyd og ikke Germanische Leute?!?

www.gl-group.com


18. feb 2008 kl 12:50

Christian Hansen

Leute vs. LLoyd

Det var også min tanke.


18. feb 2008 kl 13:08

Kent Krøyer

Re: Germanische Leute?!?

Jeg tror der menes Germanischer Lloyd og ikke Germanische Leute?!?

www.gl-group.com
...ote>
Det lyder sandsynligt. Jeg har rimeligvis hørt forkert under interviewet. Beklager.

/Kent Krøyer, journalist


18. feb 2008 kl 21:31

Leo Jensen

Møllerne snurrer på Horns Rev...

Jeg synes, at teksten under billedet er noget fordrejet.
Det er muligt, at Vestas og Vattenfall arbejder hårdt for det, men det er et faktum, at møllerne på Horns Rev i 2007 producerede næsten 660 Mio kWh. Det svarer til en gennemsnitsproduktion på over 75 MW , mere end 47% af den installerede effekt eller 4125 fuldlasttimer.
Sådan en produktion lander man altså ikke hvis man "har problemer med at få møllerne til at snurre rundt"


18. feb 2008 kl 23:47

Ulrik -

Re: Re: Germanische Leute?!?

»Nej, det var det ikke. Desværre så har der været nogle eksempler ude i marken, hvor der har været direkte brud på tænderne. Men det har ikke været relateret til lige præcis det her. Det var, fordi nogen glemte at fylde olie på gearkassen.«

Nu har V90 3MW gearkassen jo ikke nogen sump, så hvordan kan man glemme at fylde olie på gearkassen!

Horns Rev er 2MW V80.... og ikke V90 3MW


19. feb 2008 kl 21:01

Bjarke Mønnike

Hej Ulrik...olie...oliesump

V90 3MW fra Hansen Gear er et planetgear beregnet til brug i vindmøller.

Her er linket til deres side

http://www.hansentransmissions...html

Her pointerer de tydeligt at gearet er "oil tight" hvilket må indikere at der er påfyldt olie.....ikke sandt?


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk