Kommuner om kæmpevindmøller: No way
24 ud af de 28 kommuner, hvor det blæser mest, afviser at sætte så mange vindmøller op, at de lever op til regeringens planer om vedvarende energi.
Kæmpestore vindmøller, der rager 150 meter op i luften, får ikke at lov at rejse sig på landets mest forblæste marker med de lokales gode vilje.
24 ud af de 28 kommuner i landet, hvor det blæser mest - hovedsageligt i Nord- og Vestjylland - siger nej til at huse 35 vindmøller hver.
Det antal er ellers nødvendigt, hvis regeringens plan om at sætte op til 1.000 af de store møller op skal gennemføres. Regeringen mener ifølge Politiken, at de mest vindrige kommuner skal huse 90 procent af kæmpemøllerne.
»Jeg tror, at de 60.000 mennesker, der bor i kommunen, vil tage til København og protestere, hvis der skal sættes 35 store vindmøller op her. Det er fuldstændig urealistisk«, siger formand for plan- og miljøudvalget i Frederikshavn Kommune, John Christensen (V), til Politiken.
Han mener som kollegerne i andre forblæste kommuner, at de store møller hører til på havet. Besværet ved at bygge og vedligeholde møllerne til havs gør strømmen fra havmøller dobbelt så dyr som fra de store møller på land.
Den socialdemokratiske energiordfører, Mette Gjerskov, er derfor ifølge Politiken klar til at tvinge kommunerne til at finde plads til vindmøllerne, men det afviser både Venstre og Dansk Folkeparti.






