USA: Rumfærge skal stå på Jorden, inden vi skyder satellit ned
Nasa er klar til at transportere rumfærgen tværs over USA, hvis det bliver nødvendigt for at få den landet, inden en løbsk spionsatellit bliver skudt i smadder.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Rumfærgen Atlantis skal lande onsdag, så det amerikanske militær får tid til at skyde en løbsk spionsatellit.
Normalt ville Nasa vente til torsdag, hvis vejret på onsdag, når landingen skal finde sted, ikke arter sig på Kennedy-rumbasen i Florida. Men denne gang kommer backup-basen Edwards i Californien allerede i spil onsdag.
Det er ellers meget dyrt og forsinker klargøringen til næste opsendelse med lidt over en uge, hvis rumfærgens skal transporteres tværs over USA fra Californien til Florida, hvor opsendelserne finder sted.
De foreløbige vejrudsigter for onsdag tyder på acceptabelt vejr i Florida. Den tredje og meget sjældent brugte landingsbane i New Mexico vil ikke blive taget i brug onsdag.
Det amerikanske forsvar vil ikke forsøge at skyde den løbske spionsatellit NROL-21 ned, før Atlantis er landet.
Ved at lande Atlantis onsdag giver Nasa hermed forsvaret det størst mulige vindue til nedskydningen. Til gengæld mener hverken forsvaret eller Nasa, at nedskydningen udgør en risiko for Den Internationale Rumstation og dens beboere.
Spionsatellitten, som skal skydes ned, kredser i 258 kilometers højde, mens rumstationen kredser i 340 kilometers højde. Nasa har analyseret situationen og konkluderet, at vragdele fra nedskydningen ikke forventes at kunne skade rumstationen i dens bane. På grund af den lavere bane vil det meste af affaldet hurtigt falde ned og brænde op i Jordens atmosfære.
Ifølge eksperter ønsker Nasa alligevel at have Atlantis på Jorden inden nedskydningen af frygt for, at rumfærgen ellers skal igennem en sky af vragstumper på sin vej tilbage til Jorden.
Tredje rumvandring gennemført
Fredag gennemførte to af Atlantis’ astronauter, Rex Walheim og Stanley Love, en tredje rumvandring uden på rumstationen. Her installerede de to eksterne eksperimenter på ESA's Columbus-modul, hentede et defekt gyroskop ned i rumfærgens lastrum, samt inspicerede et meteoritkrater på et af håndtagene uden på rumstationen.
Under rumvandringen var der ikke tid til en planlagt ekstraopgave med inspektion af det defekte Alpha-led på rumstationens ene sæt solpaneler. Opgaven blev udskudt til en kommende rumvandring.
Når Atlantis vender hjem onsdag, er det med Dan Tani ombord. Han har boet på rumstationen siden oktober og er blevet afløst af ESA's Leopold Eyharts, som skal blive ombord, indtil næste rumfærge kommer på besøg. Søndag blev der afholdt den traditionelle afskedscermoni, inden lugen mellem de to fartøjer blev lukket.
Atlantis frakobling fra rumstationen er planlagt til mandag kl. 10.27 dansk tid.






