Her er Danmarks VE-mål
Af Kaare Sandholt,
søndag 17. feb 2008 kl. 17:14
De danske energipolitikere kan fortsat ikke enes om en ny energipolitisk aftale. Skulle de være i tvivl om, hvilke mål, de skal gå efter, kommer her en serviceoplysning. For en stor del af målsætningen er allerede fastlagt med EU's klima- og energipakke, som kom den 23. januar.
Klima og energipakken indeholder både mål for CO2 og for andelen af vedvarende energi. Lad os springe over CO2-målene i denne omgang og nøjes med at se på VE-andelen. Det samlede VE-mål for EU er 20 pct. i 2020, og for at nå dette mål skal Danmark bidrage med en VE-andel på 30 pct. i 2020, altså om 12 år. I 2005 var andelen af VE i Danmark 17,0 pct. ifølge EU's opgørelse. Det er ikke kun slutmålet, der er fastlagt i EU's forslag til VE-direktiv. Der er også en række delmål undervejs, som illustreret i figuren nedenfor. I 2011 skal VE-andelen være godt 20 pct, i 2013 skal den være ca. 21,5 pct, i 2015 er målet knap 23 pct. og i 2017 er målet ca. 25,5 pct.

Hvordan ser det så ud i dag? Ifølge Energistyrelsen statistik faldt VE-andelen fra 2005 til 2006. De konkrete procenter kan ikke helt sammenlignes med EU-tallene, da der er forskel i opgørelsesgrundlaget (EU regner i forhold til nettoenergiforbruget, mens Energistyrelsen regner i forhold til bruttoenergiforbruget), men tendensen er klar nok – der er ikke sket fremskridt i VE-andelen siden 2005, tværtimod. Det betyder, at vi allerede i dag er bagud i forhold til målsætningen, og det bliver hurtigt værre i de kommende år.
Det er værd at bemærke, at VE-andelen kan øges på to måder – både ved at bruge mere vedvarende energi i Danmark og ved at reducere det danske energiforbrug.
Sådan er målene – nu mangler vi blot de handlinger, der skal til for at vi kan leve op til dem. Er der grund til at tøve længere?