Papir og planteaffald kan levere en tredjedel af USA's benzin
Planter og papir, der ryger på lossepladsen er en overset kilde til biobrændsel, hævder amerikansk firma, som lover at dække en tredjedel af USA's brændstofbehov til transport udelukkende med planteaffald.
Læs også
-
Risø: Vores brændselsceller laver strøm af halm og spildevand
Læs mere om
Dokumentation
Hobevis af papir- og planteaffald ryger konstant på lossepladsen, hvor mikrober nedbryder indholdet af cellulose til methan, der langsomt siver op i atmosfæren som drivhusgasser. Men vi skulle hellere udnytte affaldet til at producere massevis af bilbrændstof.
Forslaget kommer fra californiske Bluefire Ethanol, der anslår, at det kan producere 259 liter ethanol ud fra et ton plante- eller papiraffald.
»Tricket er at åbne op for sukkermolekylerne i ligninen, der er limen, som holder det hele sammen,« fortæller ingeniør og direktør for Bluefire Ethanol, Arnold Klann, til ScientificAmerican.
Han hævder, at Bluefire kan fremstille 148 milliarder liter cellulosebaseret ethanol om året ud fra det planteaffald, der havner på de amerikanske lossepladser. Sådan en produktion vil dække en tredjedel af hele USA´s brændstofbehov til transportsektoren.
Lige nu skal virksomheden dog begynde i det små. Bluefires første anlæg skal først op at køre i Californien. Den amerikanske kongres står bag et tilskud på 52 millioner kroner, men firmaet satser på, at USA's Energistyrelse vil bidrage med flere penge, så endnu et anlæg kan åbnes i slutningen af 2008.
Ifølge Arnold Klann vil de to værker tilsammen og under de mest optimale forhold producere 81 millioner liter ethanol om året ved at bruge svovlsyre til at nedbryde lignincelluloseforbindelserne og brænde det overskydende lignin af.
»Ligninen, vi genindvinder, leverer 70 procent af den damp og elektricitet, vi behøver. En anden fordel ved at arbejde ved en losseplads er, at der er masser af methangas, som vi kan brænde af i vores kedler,« siger Arnold Klann til ScientificAmerican.






