Nanogeneratorer: Dit tøj kan lave strøm
Amerikanske forskere har opfundet generatortråde, som kan indvæves i stof, der kan levere strøm til at oplade for eksempel en mobiltelefon.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Dannebrogsflaget i kolonihaven kan gøre det ud for fremtidens private vindmølle, hvis flaget væves med en ny, piezoelektrisk tråd, som netop er opfundet på Georgia Institute of Technology, USA.
Tråden er spundet med to kevlarfibre, der først er behandlet med en ny slags piezoelektriske nanostrenge af zinkoxyd. Nanostrengene står lodret ud fra kevlarfiberen som børster på en flaskerenser.
Når de to fibre gnider sig op ad hinanden, afgiver de bittesmå zinkoxyd-strenge på den ene kevlarfiber en svag elektricitet, som opsamles på den anden, der er behandlet med et tyndt lag guld. På den måde kan milliarder af små bidrag blive til en strøm, der kan måles.
Målet er, at der kan væves stoffer til beklædning med tusinder af disse tråde, så bæreren kan producere elektrisk strøm til opladning af sin mobiltelefon eller måske en blodtryksmåler. Talrige andre anvendelser er også mulige, såsom strømgeneration fra vibrerende maskiner. Det kan bruges til at strømforsyne måleudstyr og alarmer.
Foreløbig er opfindelsen kun på laboratoriestadiet, så der vil gå en rum tid, før sådanne klæder kan købes i sportsbutikkerne.
Et problem, der med sikkerhed skal løses først, er, at zinkoxyd-strenge ikke tåler vand. Så enten skal de behandles med noget vandskyende, eller også skal der bruges et andet grundmateriale.
Den piezoelektriske nanostreng er fremstillet med en ny metode, som giver perfekte nanostrukturer. Det kan have videre perspektiver for nanoforskningen. Fidusen går ud på at vente med at starte væksten af nanotråde, til temperaturen er helt rigtig.
»Ved tidligere forsøg åbnede vi for gassen lige fra begyndelsen. Men ved disse nanostrenge åbner vi først for gassen, når temperaturen har nået et bestemt niveau. Det tillader formeringen at begynde i vacuum, og det er nøglen til at styre strukturen. Når gassen kommer, er krystalgitteret fastlåst,« siger Zhong Lin Wang, som er professor ved Georgia Institute of Technology.






