Den grønne strøm forsvinder på varmeværkerne
De seneste to års fiasko med grøn strøm skyldes, at de små kraftvarmeværker dropper elproduktionen, så de kulfyrede kraftvarmeværker i stedet skal tage over. Det er helt tåbeligt, mener energieksperten Klaus Illum.
Læs også
Læs mere om
Fortvivlende og nærmest vanvittigt.
Tidligere energiforsker ved Aalborg Universitet og nuværende ejer af konsulentfirmaet Eco Consult, Klaus Illum, lægger ikke fingrene imellem, når han skal beskrive, hvordan det danske el-system er skruet sammen, og hvad konsekvenserne af liberaliseringen i 2002 er.
Årsagen er en ny rapport fra Center for Alternativ Samfundsanalyse udarbejdet på baggrund af tal fra Energistyrelsen. Rapporten fastslår, at vi efter flere årtier med fald siden 2005 er begyndt at udlede mere CO2 for hver kilowatttime, de danske elselskaber producerer.
»Det er aldeles tåbeligt, at vi forspilder fremskridtene fra 1980'erne og 1990'erne ved i mindre grad at udnytte kølevandet fra de decentrale værkers varmeproduktion til el-produktion.,« siger Klaus Illum.
Decentrale værker timer arbejdsindsats med vind- og vandkraft
Som en effekt af liberaliseringen af el-systemet ophørte de decentrale kraftvarmeværkers pligt til samtidig at fremstille el, når de producerer fjernvarme. Det betyder, at de centrale kraftvarmeværker kvit og frit kan vælge, hvornår de vil producere elektricitet.
Typisk er prisen på el lavest, når vindmøllerne suser. Så på det tidspunkt vil de decentrale fjernvarmeejere have det største økonomiske incitament for ikke at udnytte spildvarmen.
»Sådan en ordning, der skruer op for CO2-udslippet, hænger jo ikke sammen med, at regeringen samtidig kører kampagner med CO2-reducering,« erklærer Klaus Illum
Han understreger, at han ikke har gransket de bagvedliggende tal for rapportens konklusioner. Han vurderer, at en mindre vindproduktion også spiller ind, men han tilskriver de øgede CO2-udledninger, at de decentrale værker holder igen med el-produktionen og dermed ikke udnytter spildvarmen til det optimale.
Hos Dansk Fjernvarmeforening erkender teknikumingeniør, John Tang, at værkerne holder et skarpt øje med, hvornår det kan betale sig at holde gang i kedlerne. Og synes man, det er kritisabelt, så er det fordi, man ikke forstår liberaliseringen af el-markedet.
»Når strømmen bliver billig, kan det kun skyldes grøn energi, og det skal i sagens natur have forret. Det er jo netop, det man ville med liberaliseringen, så det viser, at de decentrale kraftvarmeværker begynder at spille sammen med vindenergi og vandkraft fra Sverige,« siger John Tang.
Det er i princippet rigtigt, men der mangler noget i regnestykket, lyder det fra Klaus Illum.
»Vi har ikke udbygget vores elsystem til at udnytte vindkraften ordentligt, og så bliver det gennemgående resultat altså ikke sådan. Det er jo ikke nogen grund til at standse de decentrale værker. I stedet flytter vi el-produktionen fra naturgasfyrede værker med en mindre CO2-udledning per indfyret megajoule og med gratis kølevarme over på kulkraftfyrede værker,« siger Klaus Illum.
Støtte til varmepumper
John Tang har i det hele taget ikke den store fidus til udregningen foretaget af Center for Alternativ Samfundsanalyse. Han mener, at opgørelsen vil være misvisende, hvis ikke den totale mængde af CO2 for Danmark korrigeret for eks- og import er inkluderet.
John og Tang og Klaus Illum er dog enige om, at varmepumper hurtigst muligt bør få en rolle i det danske el-system for at udnytte vindkraften mest muligt.
»Det er barokt, at vi har bygget for mange vindmøller og skrotter et elsystem, der eliminerede en masse oliefyr, når vi i stedet burde have forberedt systemer ved at bygge varmepumper,« vurderer Klaus Illum.






