/energi

Misligholdt gasfyr forgiftede familie med kulilte

Et gasfyr af mærket Vaillant var så elendigt vedligeholdt, at en familie ved Aabenrå var tæt på at omkomme på grund af kulilteforgiftning. Service er ejerens ansvar, ikke myndighedernes, oplyser Dong.

Af Thomas Djursing, mandag 11. feb 2008 kl. 11:34

Først faldt familiens hund om, og kort efter begyndte en mor og hendes 10-årige barn at blive dårlige. Det fik en familiefar i Kliplev ved Aabenraa til at slå alarm og få alle ud af huset.

Kort forinden havde han startet et ældre gasfyr af mærket Vaillant VC 180, men på grund af dårlig vedligeholdelse begyndte fyret at sende kulilte ud i huset, så luften indeholdt 10.000 ppm.

Familien blev straks bragt til sygehuset med kulilteforgiftning, og brandfolk og politi gik i gang med at undersøge, hvad de i første omgang troede var et gasudslip.

Tilstopning førte til kulilteudslip
Ifølge afdelingschef ved Dong Energy, Allan Sørensen, er gasfyret fra 1992 og har sidst været serviceret i 1998. Der er tale om et fyr med åben forbrænding, hvilket blandt andet vil sige, at fyret trækker luft ind til forbrændingen fra samme rum, som det står i.

»Den slags fyr skal serviceres hvert andet år. Det er simpelthen lovpligtigt,« siger Allen Sørensen.

Den manglende vedligeholdelse har ført til, at både fyrets veksler og aftræk er stoppet til, og derfor pumper det kulilte ud i luften.

Myndighederne holder ikke styr på om gasfyr vedligeholdes
Ifølge Allan Sørensen var husejeren udmærket klar over, at fyret var dårlig vedligeholdt og brugte også lang tid på at få det startet. Gasfyret havde stået ubrugt i en lang periode, og da familien netop var hjemvendt, så blev fyret kørt for fuld drøn for at varme huset op.

I dag er det alene husejerens ansvar at sørge for ordentlig vedligeholdelse af fyret, og hverken Dong eller andre myndigheder sikrer, at vedligeholdelsen finder sted.

»Vi har ingen registreringer af, om folk får serviceret deres gasfyr. Det er deres eget ansvar. Men vi oplyser dem om, at det er en god ide,« siger Allan Sørensen, der understreger, at det er meget sjældent, at dårligt vedligeholdte gasfyr fører til kulilteforgiftninger.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk