Er der mange lynnedslag i vindmøller?
Knud GyldenHolm Nielsen vil gerne vide mere om lynnedslag i vindmøller:
"Der er kun lidt information på nettet om lynnedslag i vindmøller og spærreballoner. Bliver der flere lynnedslag, når der er stærkstrøm i himmel-forbindelsen? Betyder det noget, om forbindelsen eller luften er fugtig? Hvad med skyer og regnvejr?"
Klimatolog hos DMI, John Cappelen, har udarbejdet et svar sammen med en anden lynekspert, Troels S. Sørensen, M.Sc.EE., Ph.D. fra DONG Energy.
"Det er nok rigtigt, at det er begrænset, hvad man kan finde ved en almindelig søgning på nettet. Imidlertid er lynnedslag i vindmøller i dag ganske velbeskrevet i den tekniske litteratur.
Moderne vindmøller er beskyttet mod lynnedslag. Jeg er ikke helt sikker på, hvad der menes med 'stærkstrøm i himmelforbindelsen', men det, jeg kan sige, er, at det ikke indgår i de modeller, der anvendes til at beregne antallet af lynnedslag i en konstruktion, om der er stærkstrøm i konstruktionen eller ej.
Det skyldes, at det er konstruktionens højde, der er det væsentlige for antallet af lynneslag. Det har en vis betydning om konstruktionen er af metal eller af f.eks. plastmaterialer, men i praksis er det ikke afgørende, fordi i hvert fald store plastkonstruktioner med tiden får en delvist elektrisk ledende overflade, når de står ude i naturen.
I forlængelse heraf, kan man spørge, om der slår der flere lyn ned i højspændingskabler, fordi der er spænding på? Det har faktisk ikke praktisk betydning, og det indgår som ovenfor nævnt ikke i de modeller, der anvendes til at beregne antallet af lynnedslag i en konstruktion, om der er spænding på eller ej. I øvrigt er der ikke spænding på de øverst placerede ledere på højspændingsmaster, idet disse er forbundet til jord og netop tjener til at indfange lynnedslag.
Til spørgsmålet om, hvorvidt det betyder noget, om kablerne er fugtige eller der er fugt i luften: Typisk er der jo regn og i hvert fald fugt i luften i forbindelse med tordenvejr, men det er ikke noget der har så væsentlig betydning, at det indgår i modeller, der anvendes til at beregne antallet af lynnedslag i en højspændingslinje eller designet af lynbeskyttelsen.
Endelig kan man spørge, om der slår forholdsvis flere lyn ned i vindmøller eller spærreballoner? Hvis kablet, som holder spærreballonen, er elektrisk ledende, vil antallet af lynnedslag i spærreballonen i praksis være det samme som i en vindmølle med samme højde."
Spørg Scientariet er i dag redigeret af Julie M. Callesen, jmc@ing.dk.
Utætheder skyldes uvidenhed og byggesjusk
Er mørkt stof en negativ tyngdekraft?





