Skibe med partikelfiltre: Det kommer til at vare mange år
Danske MAN Diesel, verdens største producent af store skibsmotorer, arbejder på at udvikle rensesystemer, der fjerner skadelige stoffer fra skibenes udstødning. Men de bliver ikke klar før i 2016.
MAN Diesel og konkurrenten Wärtsilä er i øjeblikket i gang med udviklingen af rensesystemer til skibenes dieselmotorer.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Anlæg, der fjerner størstedelen af de skadelige stoffer i containerskibenes udstødningsgas og samtidig sænker CO2-udledningen, vil først være klar i 2016, lyder et skøn fra verdens største producent af dieselmotorer til skibe, MAN Diesel.
I øjeblikket samarbejder virksomheden med den finske konkurrent Wärtsilä om at udvikle teknologier til at mindske forureningen fra skibsfarten gennem et EU-projekt kaldet Hercules. Tilsammen står de to virksomheder for 90 procent af produktionen af to-takstmotorer til verdens skibsfart.
Ifølge Thomas Knudsen, direktør for afdelingen for totaktsmotorer i MAN Diesel, er der stor sandsynlighed for, at IMO indfører skrappere krav til udledningen af svovldioxid og NOx i 2011, men først i 2016 vil kravene blive skærpet i en sådan grad, at der bliver nødvendigt at indføre rensesystemer i stil med dem, som virksomheden i øjeblikket udvikler på testcentret i København.
Dieselfabrikant: Nuværende rensesystemer er elendige
I dag findes der rensesystemer, såkaldte scrubbere, men de er ikke klar til store skibe, lyder meldingen fra MAN Diesel.
»De såkaldte scrubbere sejler i dag kun rundt på forsøgsbasis, og resultaterne er ringe. De har svært ved at klare miljøet på havet og har vist sig at sprække og lække,« siger Thomas Knudsen.
Virksomhedens 300 millioner kroner dyre testfacilitet på Kalvebod Brygge i København arbejder på udviklingen af de såkaldte EGR-systemer, hvor udstødningsgassen fra dieselmotorerne recirkuleres.
EGR-systemer har været kendt i biler i mange år, men ifølge Thomas Knudsen er de ikke enkle at indføre på skibe, og selvom de kan sænke udledningen af både kvælstof og svovldioxid, så kræver de ofte et energiforbrug, der hæver skibets samlede CO2-udledning.
Selvom skibsfarten er en miljøvenlig transportform sammenlignet med andre transportformer, så er udledningerne af sundhedsskadelige stoffer og CO2 massive. Verdens største containerrederi Mærsk udleder svovldioxid svarende til ni milliarder biler og CO2 svarende til hele Danmark.
Lavt iltindhold i indsugning fjerner NOx
På testcentret i København er MAN Diesel i gang med en række forsøg med et EGR-system, hvor kun 10 procent af motorens røggas udnyttes. Især udledningen af kvælstofoxider (NOx) faldt markant med 70 procent. Det skyldes, at NOx dannes ved en reaktion med ilt under et bestemt forhold mellem temperatur og tryk, og da røggassens indhold af ilt er lavt, dannes der ikke store mængder NOx.
Testen af det nye EGR-system indebærer også at udskille røggassens svovldioxid og andre partikler ved brug af en scrubber. Partiklerne kan være skadelige for motoren og skal derfor fjernes, før røggassen recirkuleres. Udskillelsen af svovldioxiden betyder dog ikke, at problemet er løst. Svovldioxiden er blot udskilt, men spørgsmålet er, hvor skibene skal gøre af den indsamlede svovl.
»Der er jo også noget skidt at hælde det i havet, og tænker man på de skrappe krav, der er til forurening af havmiljøet, så er der stor risiko for, at der også vil komme en lov mod at smide svovldioxid i havet,« siger Thomas Knudsen.
Han er overbevist om, at den frygt blokerer for rederiernes lyst til at investere i rensesystemer.
Et yderligere problem er, at det samlede rensesystem på nuværende tidspunkt vil fylde lige så meget som skibets motor, hvis det skal behandle al røggassen.






