Jeg studerer Oles fotografi, de lange ledninger der stritter. De svarer til min egen erfaring, at ledningerne er det store problem i hjemmebyg:
1. Armen skal frit kunne dreje sig, som minimum opad og nedad.
2. Armens base skal frit kunne flytte sig sidelæns, uden at afbryde for, eller påvirke, signalforbindelsen imellem nål og forstærkeren, eller nålens arbejde.
Ledningen, at den rent fysisk er nødvendig, betyder stivhed i armens evne til at dreje, og ledningen betyder ofte også en latent tendens til at fungere som en genstridig fjeder i en uønsket retning. Jeg er sikker på, at Ole har bøvlet med dette, og at han næppe er tilfreds med sit resultat. I hvert fald, sådan var mine egne erfaringer.
Og nu om fakta: En analog pladespiller svarer til alpint skiløb ned ad en stejl pukkelpist. Jeg har været en sådan skiløber, og min forbavselse var stor i starten, da jeg havde skilærere, at mine fødder, undervejs, nedad, skulle bevæge sig opad og nedad i det lodrette plan, og også fra side til side, i det vandrette plan, og endda skulle fødderne vride sig i forhold til min krop fra side til side, og alle disse bevægelser skulle ofte ske på omtrent samme tid, og, som om at det ikke var nok, imens måtte min overkrop på intet tidspunkt forlade en lige linie ned ad bakken.
Jeg kan fortælle, at hvis man opfylder disse betingelser, så følger fødderne overfladerne på alle buler og huller i sneen undervejs nedad, og det foregår tyst, og man føler sig imens i en plastisk og kontinuerlig kontakt med verden, der er udpræget analog.
Men, hvis man beregner sin samlede inerti forkert ned ad bakken, eller hvis man ikke trækker sine fødder opad i tide, før en pukkel nærmer sig, eller hvis man ikke udstrækker sine knæ hurtigt nok, når en pukkel er passeret, da mister man kontakten med underlaget (bakken, sneen, bulerne), og da er der dømt øjeblikkelig »digital« afspilning af resten af bakken, i form af overspringelse af tre ud af fire pukler, og det larmer, for man får voldsomme slag af bakken, ryggen bliver skiftvis bøjet så meget sammen at knæene rammer hagen, eller man bliver smidt to meter opad i luften, og undervejs, også, opfører benene med at kunne holde sig sammen, man bliver til en sprællemand, og kun kunstværker og krumspring kan redde én fra et styrt.
Det svarer, i praksis, til en pickup og en arm. Min mening er, at kombinationen af pickup og arm bør være fuldkommen lydløs under afspilning, fordi dette vil være et bevis på at nålen følger samtlige overflader nede i rillen. Men, sådan er det ofte ikke, man kan derimod ofte høre musikken direkte fra nålen og armen, og det betyder, min mening, at nålen rent faktisk ikke følger udsvingene nede i rillen, men ryster sig delvist forbi dem, med masser af bittesmå overspringelser. Med andre ord: Hvad man tror er en analog afspilning, er i virkeligheden ofte en fysisk form for myriader af stikprøver, fremtvunget af resonanser, altså digital. Samtidig, helt sikkert, er det af denne årsag at plade og nål bliver hurtigt slidt. For, jeg har set masser af dygtige franskmænd køre pukkelpister bedre end mig, og de påvirker knap nok bakken, og alligevel afspiller de samtlige overflader.
Det betyder, at hvis man vil have optimal lyd fra sin analoge pladespiller, da skal man være særdeles opmærksom på armens indstillinger. Fx:
- Er vægten på nålen den allermest optimale?
- Hvordan med side-trækket?
- Kan nålen få en anelse mere vægt, uden at der sker for megen slitage?
- Var det måske en idé at anvende en anelse fjeder-belastning og samtidig mindre vægt?
Fra pukkelbakker i Frankrig, kender jeg til det, at hvis jeg doserede min enerti korrekt i forhold til bakkens hældning, da kunne min underkrop og ben og fødder foretage myriader af fine og stært bevægelige og hurtige bevægelser og drejninger, med masser af variationer, i takt med bakkens udfordringer. Det er hvad en analog nål har behov for, at kunne »sprælle« med frihed, for det betyder optimal dynamik i musikken, og den skal samtidig kunne »følge overfladerne«, for det betyder maksimal klarhed (»definition«, »opløsning«, »perspektiv«) i musikken.
Dertil er der dæmpning. På Oles billede kan jeg se, at hvis nålen gør en lille bevægelse, da bliver ekkoet af denne inerti formidlet igennem en lang arm, og kan dernæst boltre sig i lange løst ophængte ledninger. Ganske klart ønsker Ole sig ikke disse ophængte ledninger, men han har været tvunget til at fuske med dem sådan, af årsager nævnt allerøverst i min indledning. Afhængig af fysikken i Oles ingredienser, er der enten tale om dæmning eller det modsatte. Jeg husker fra mit skiløb, at det ikke var ligegyldigt hvor tunge eller hvor smidige mine bukser var, undervejs ned ad pukkelpister, og især var det vigtigt at anvende gamle ski (til denne særlige art af skiløb), fordi de var mest smidige. Ofte ventede jeg også til klokken 14 hver dag, for at være sikker på at sneen var en smule blød pga. af solen, for ellers: Pukler af sne er reelt af is, og disse er ikke at spøge med. Dette fortæller mig at det heller ikke er ligegyldigt hvilket materiale en analog plade er gjort af, og temperaturen er tilsvarende vigtig.
Håber, at disse betragtninger kan hjælpe, vel især læsere der er så unge at de ikke aner hvad en analog pladespiller er for noget.
7
