Efter humanisterne og samfundsvidenskaberne i slutningen af 1900-tallet satte sig på meningsdannelsen, er vi havnet i en situation, hvor færre og færre tror på, at vi overhovedet kan vide noget med sikkerhed. Det mener Jens Morten Hansen, statsgeolog og adjungeret professor i naturfilosofi ved Københavns Universitet.

Mange tror derfor, at enhver videnskabelig, ideologisk eller religiøs fortolkning kan være lige så god som enhver anden teori. Det er for Jens Morten Hansen en meget uheldig udvikling, som han ihærdigt arbejder på at ændre. Han mener, at det til dels kan forklares med, at naturvidenskaberne gennem mange år har haft nok i at bekrige hinanden frem for at deltage i filosofiske og erkendelsesteoretiske debatter.

I en ny artikel i Geologisk Tidsskrift sætter han fokus på forskellen mellem de bløde og de hårde naturvidenskaber - et forhold han allerede var inde på i bogen "Stregen i sandet, bølgen på vandet" fra 2000 .

Artiklen er tænkt som et bidrag til at højne anseelsen af de bløde naturvidenskaber som geologi og biolog og samtidig præcist beskrive, hvad der adskiller den gode, velunderbyggede teori og videnskab fra postulater og overtro.

Læsning af Naturens Bog
I 1623 forklarede Galileo Galilei, at Naturens Bog er skrevet i matematik, og den kan kun forstås af dem, som behersker matematikkens sprog.

Siden da har matematikken været det altdominerende redskab for de hårde naturvidenskaber som astronomi, fysik og kemi. Som tidligere omtalt i Ingeniøren har astrofysikeren Max Tegmark fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) endda udtænkt den tanke, at Naturen ikke alene er beskrevet ved matematik - den er matematik.

Men for de mere bløde naturvidenskaber som biologi og geologi har matematikken ikke samme ultimative forrang.

Denne opfattelse går helt tilbage til Steno (Niels Stensen), som efter i flere år at have forsøgt at matematisere biologien og geologien i 1699 forklarede, at Naturens Bog også kan læses ved, at vi i selve de faste legemer finder argumenter for, hvordan og i hvilke omgivelser legemerne er dannet.

Jens Morten Hansen vil skabe filosofisk ligestilling mellem alle naturvidenskaber og i samme proces løfte forskere som Steno, Charles Darwin og Alfred Wegener (ophavsmand til teorien om kontinentaldrift) op i samme klasse som Bohr og Einstein.

Han mener nemlig, at fysikkens argumentationsformer siden Newtons dage har skadet både geologiens og biologiens videnskabelige omdømme urimeligt.

Han illustrerer forskellen mellem videnskaberne bl.a. ud fra sedimentstrukturer. Disse er for det meste udelukkende strukturer, hvor der ingen fysiske eller kemiske forskelle er på materialet inden for og umiddelbart uden for strukturerne.

»Alligevel er vi ikke i tvivl om, at strukturerne er videnskabeligt tolkbare, og at de giver mening,« bemærker Jens Morten Hansen.

Den videnskabelige metode
Når det er muligt, er det fordi vi kan skelne skarpt mellem ting og tegn, forklarer Jens Morten Hansen. Ting har egenskaber som form, størrelse, farve, temperatur og masse ? de er altså fysiske/kemiske egenskaber.

?Tegn viser hen til en fortid og/eller en omverden, der ikke har noget med materialet som sådan at gøre. De fortæller brudstykker af en historie om noget, der typisk er større, mere alment og mere gennemgribende, end det vi umiddelbart kan se eller registrere i selve det håndgribelige materiales egenskaber?, skriver Jens Morten Hansen.

Tolkningen af de tegn (strukturer), der er nedfældet i tingene, kræver dog helt specifikke hypotesedannelser og en videnskabsteori, der kan håndtere disse. Og her kan man let gå galt i byen. Forsøg på at forklare geologien og biologien ud fra intelligent design (ID) er et eksempel på dette.

Erkendelsesteoretisk er man vant til at betragte to videnskabelige metoder: induktion og deduktion.

Ved induktion går man ud fra en række enkelttilfælde og generaliserer her fra til det almene - det vil ofte indebære en form for usikkerhed, men som det kendes fra matematikken kan induktionsbeviser godt være logisk uangribelige.

Ved deduktion sammenholdes præmisser, der har et eller flere fællesled, og derved kan der fælles en dom. Rigtigt anvendt giver induktion og deduktion resultater i form af altid/aldrig eller sand/falsk.

Men der findes en anden metode, som går under navnet abduktion (også kaldet retroduktion). Den er navngivet og forklaret af den amerikanske videnskabsmand Charles Sanders Peirce (1839-1914), der i disse år oplever en renæssance - efter længe at have været i glemsel.

Abduktion anvendes, når man står over for en uforklarlig observation og kvalificeret gætter på en hypotese. Kan man bekræfte denne hypotese på anden vis, kan det lede frem til en forsvarlig teori.

For at en hypotese skal være frugtbar, skal den dog afprøves, og det indebærer bl.a., at man skal anvise en metode, hvorved den kan afvises (falsificeres).

ID forudsætter en skaber, som ligger uden for det menneskeligt sanselige og fatbare. Derfor kan man ikke anvise, hvorledes ID eventuelt kan afvises ud fra empiriske observationer - og derfor er ID ikke en frugtbar hypotese ? det er en religiøs teori, påpeger Jens Morten Hansen.

Mestre i abduktion
Abduktion er ikke alene knyttet til bio- og geovidenskaberne, hvor den eksempelvis er grundlaget for evolutionsteorier. Faktisk er den, som Burton Guttman har skrevet i Skeptical Inquirer, den generelle videnskabelige metode.

Når Johannes Kepler beskrev planetbanerne som værende elliptiske, var det ikke fordi ,han kunne beregne banerne (det kunne man først efter Newtons love var formuleret), men fordi denne hypotese stemte overens med Tycho Brahes observationer.

Abduktion er også den generelle metode for detektivarbejde. Sherlock Holmes angives ofte at være deduktionens mester, men det er forkert, Holmes er ekspert i abduktion.

Jens Morten Hansen ser dog det problem ved den abduktive tænkemåde, at man undertiden kun afprøver hypotesen på skrømt, så man uden videre ophøjer et gæt til sandhed.

»Det er en almindelig strategi i såvel religiøs og ideologisk argumentation som i dagligdags diskussioner,« bemærker han.

Det er afprøvningen af hypotesen, der gør, at man kan tillade sig at tale om en videnskabelig teori.