Hvordan virker en gasgenerator til en bil?
Flemming Hansen bringer os tilbage i tiden med sit spørgsmål om, hvordan en gasgenerator til en bil virkede under krigen:
"Hvordan virkede en gasgenerator til en bil under krigen? Og hvor kan man finde gode tegninger og manualer."
ing.dk's egen redaktionschef Rolf Ask Clausen har været så venlig at komme med følgende forklaring:
"Kort fortalt virker en gasgenerator som en slags kakkelovn, hvor bilens motor 'trækker vejret' gennem brandzonen.
Forestil dig en kakkelovn, hvor man med et rør suger luft ud lige midt i glødebunken under brændet. I denne zone findes der forgasset træ, som er på vej højere op for at blive blandet med luft og derefter blive til flammer i ovnen.
Den luft, motoren suger ind fra gasgeneratoren, indeholder simpelthen uforbrændt gas fra træet. Typisk kulilte (CO) og en hel række andre gasarter. Gassen er temmelig snavset, da den både indeholder aske og tjærestoffer og det komplette generatorsystem består derfor af selve generatoren efterfulgt af flere filtre og kølere, som skal gøre gassen renere og koldere, så den kan bruges i bilmotoren.
Man kan superenkelt lave et forsøg med at forgasse træ. Det kræver blot nogle splinter, et reagensglas med prop og et glasrør. Man putter splinterne i glasset, og sætter prop i. Man varmer så reagensglasset op og kan efter et kort øjeblik antænde en fin flamme for enden af røret. Efter forsøget er reagensglasset mere eller mindre umuligt at få rent, det vil være sodet og tjæret - hvilket fint illustrerer, hvor beskidt processen er.
Jeg har fundet nogle gamle tegninger af både princippet i en generator og nogle praktiske udførelser i bogen "Gasgenerator - Elektricitet" udgivet i 1942 af Selskabet til udgivelse af Kulturtidskrifter. Denne bog er fuld af forklaringer og information og oplyser som tommelfingerregel, at der skal bruges ca. 2,5 kg bøgetræ for at opnå en virkningsgrad svarende til 1 liter benzin. Økonomien i anlægget var derfor mere eller mindre håbløs, men under krigen var der jo ikke så meget andet at gøre.
Bogen har et langt formanende kapitel om kuliltes giftighed. Gengas rummer som nævnt meget kulilte og er dødelig. Derfor måtte optænding kun ske udendørs."
Spørg Scientariet er i dag redigeret af Tine Havkrog Jensen, thj@ing.dk.
Funktionelle polymerer vil ændre medicin og industri
Er mørkt stof en negativ tyngdekraft?





