Byggeforskere advarer: Dårlig idé at droppe klasseværelser i skolen
Åbne planer i skolebyggeriet blomstrer, men lad det blive på tegnebrættet. For konsekvenserne er ukoncentrerede og stressede elever, der på grund af støjen får sværere ved at lære, fastslår Statens Byggeforskningsinstitut.
Nok er de ubehagelige at sidde i, men akustisk er de gammeldags skoler at foretrække i forhold til 1970´ernes åbenplan-skoler. Foto: Wikimedia Commons.
Læs også
Læs mere om
Skoler bygget i åbne plan er lig med støj, der kan føre til koncentrationsbesvær, læringsproblemer og stress. For rum uden skillevægge er mere støjfyldte end rum i traditionelle skoler.
Sådan lyder det fra Statens Byggeforskningsinstitut, der advarer imod de mislykkede forsøg med åbneplanskoler i 1970'erne. De er ved at få en anden ungdom på grund af visioner om fleksible skoler, nye pædagogiske intentioner, helhedsskoler og projektarbejde.
»Åbenplanløsninger er en rigtig dårlig idé. Lydene kan jo flyde frit og uhindret mellem de forskellige aktiviteter«, siger seniorforsker Birgit Rasmussen fra Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet i en pressemeddelelse.
Gammeldags klasseværelser er at foretrække
Advarslen kommer i forlængelse af en anvisning om skærpede krav til akustikken i undervisnings- og daginstitutionsbygninger. Den viser, at børn helt op til 10 år har svært ved at forstå tale i støjfyldte omgivelser.
Åben plan er også langtfra ideelt til heldagsskoler, hvor både støjende og stille aktiviteter foregår samtidig i de samme lokaler.
»Selvom det kan lyde lidt gammeldags, så er klasseværelset fortsat en rigtig god idé,« siger Birgit Rasmussen.
Begræns akustisk hårde flader
Delvist åbne planer kan til nød gå, men det kræver grundigt forarbejde og en særlig akustisk projektering.
Akustisk hårde overflader skal begrænses. Åbenheden skal gradueres, så de mest støjende elever opholder sig i de mest lukkede rum. Loftet bør udnyttes til lydabsorberende materialer. Og det er en god ide at bruge gulvbelægninger med lavt trommelydniveau, så lyden fra gang eller løb hen over gulvet begrænses mest muligt.
»Det var ikke kun af det gode, da man fjernede gulvtæpperne i skolerne på grund af indeklimaet. Det øgede nemlig støjniveauet i omgivelserne,« bemærker Birgit Rasmussen i pressemeddelelsen.






