Så er alt klar til rumfærge-opsendelse på torsdag
Nasa har lukket døren til rumfærgen Atlantis' lastrum, selv om en køleslange ikke er kørt på plads. Nu kan kun nye problemer forhindre opsendelse.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Så skulle den endelig være god nok: På torsdag kl. 21.45 dansk tid skydes rumfærgen Atlantis af med kurs mod Den Internationale Rumstation og med det europæiske forskningslaboratorium Columbus i lastrummet.
Den sidste forhindring skulle være ryddet af vejen. En af de fire køleslanger, som forbinder radiatorerne på indersiden af dørene i lastrummet med rumfærgens freon-baserede kølesystem, er bøjet og har ikke trukket sig rigtigt ind i sin boks.
Rumfærgerne er udrustet med to radiatorer på indersiden af dørene til lastrummet. De benyttes til at komme af med den overskydende varme fra rumfærgen. Hver radiator er forbundet med to slanger til hver radiator. Hvis døren ikke kan åbnes. eller radiatorsystemet ikke virker, som det skal, kan det betyde, at en tur i rummet må afkortes.
Nasa har ikke løst problemet med den bøjede køleslange. Til gengæld er organisationen overbevist om, at den ikke vil give problemer under rumfærgens mission, hvis blot dørene til lastrummet kan lukkes.
Derfor udviklede Nasa i sidste uge en teknik, hvor man under lukningen af lastrumsdørene ude på opsendelsesrampen hjælper slangen på plads via en mand inde i lastrummet og en lang stang. Denne teknik virkede natten til mandag, og til sidste kunne manden kravle ud, inden dørene blev lukket helt.
For at have tid til eventuelle ekstra forsøg til at få køleslangen på plads, havde Nasa fremrykket lukningen af lastrumsdørene med 10 timer.
Nasa forsøgte at opsende Atlantis 6. og 9. december. Begge gange blev opsendelsen afbrud på grund af defekte følere i rumfærgens hovedtank. Over julen en fejlen blevet fundet og følerne skiftet ud.






