Tidligere Shell-boss: Forbyd benzinslugende biler
Biler, der kører under 12,4 km på literen, bør forbydes, og bilindustrien skal pålægges væsentligt strammere miljøkrav, for det kan den sagtens leve op, harcelerer den tidligere formand for oliegiganten Shell.
Læs også
-
Tyske firehjulstrækkere slipper billigere end franske miljøbiler
Læs mere om
Dokumentation
EU er alt, alt for eftergivende over for bilfabrikkerne. De skal ganske enkelt forbydes at sælge biler, der kører under 12,4 kilometer på literen.
Lyder det som et budskab fra Greenpeace eller en anden miljøorganisation? Det er det ingenlunde. Opfordringen kommer derimod fra en tidligere bestyrelsesformand for et af verdens største olieselskaber, Shell, Sir Mark Moody-Stuart.
»Ingen behøver jo biler, der kun kører 3,5 til 5,3 kilometer på literen,« fastslår han i en blog på BBC's website.
Den tidligere Shell-formand henviser til, at markedet altid er kommet op med løsninger, hvis regeringerne vel at mærke har været tilstrækkeligt strikse.
»Da der kom katalysatorer, hævdede bilfabrikanterne, at priserne ville ryge i vejret. Men det gjorde de ikke. Nu skal vi alle have katalysatorer, hvilket kun er på sin plads. Markedet er en magisk størrelse,« erklærer Sir Mark Moody-Stuart.
Han anbefaler, at kravene bør gælde for alle nye biler. De gamle benzinslugende øser vil efterhånden udfase sig selv. Og den adlede brite er ikke hvem som helst.
I dag er han bestyrelsesmedlem af mineselskabet Anglo American, men fra 1966 til 2005 arbejdede Mark Moody-Stuart for Shell. Først som geolog i Oman, senere som leder af undersøgelsen af Nordsøen og endeligt som bestyrelsesmedlem.
De rige skal ud af de gigantiske firehjulstrækkere
Sir Mark Moody-Stuart har derfor stor gennemslagskraft, og hans lovforslag fik UK Society og Motor Manufactures and Traders til at få Earl Grey-teen galt i halsen.
Organisationen påpeger, at ejerne af forurenende biler i forvejen betaler ekstra gennem vejskat og afgifter på benzin.
Den klagesang gider den tidligere Shell-leder ikke skråle med på. Han henviser til, at de rige ikke bør kunne bruge deres formuer til at undslippe deres ansvar i at løse klimaforandringerne.
»Da vi udryddede forureningen fra afbrændingen af kul i London, sagde vi ikke til folk i Chelsea, at de kunne betale lidt mere og stadig riste deres tebrød foran et åbent ildsted. Vi sagde ingen, absolut ingen, skal bruge åben ild,« betoner Sir Mark Moody-Stuart.
Tror miljøkrav vil genere flere job
Hans lovforslag dumper ned i en hed debat. EU-Kommissionen har allerede vedtaget et indgreb, der gør ondt på pengepungen, hvis ikke bilfabrikkerne producerer biler, som i gennemsnit udleder mindre end 130 gram CO2 per kilometer efter 2012. For hver bil, som en bilfabrik sælger, skal den betale en bøde på 150 kroner per gram CO2, den udleder ud over de 130 gram.
Blandt andet i Tyskland klager industrien over, at sådanne tiltag vil straffe dem og koste arbejdspladser, hvis de skal omlægge produktionen.
Sir Mark Moody-Stuart siger, at i en verden med en stigende efterspørgsel på biler, vil job mistet i en forurenende del af industrien mere end blive opvejet af nye job i en mere miljøvenlig del af industrien.






