/energi

Nyt dieselkraftværk leverer strøm, når møllerne svigter

Endnu et dieseldrevet kraftværk er på vej til at kunne producere strøm lynhurtigt, når vinden pludseligt falder. Værket består af otte motorer med et samlet dieselforbrug på 4.000 liter i timen.

Klik for at se billedet i stort

Otte dieselmotorer af mærket Caterpillar skal drive regulerkraftanlægget i Esbjerg. (Foto: Syd Energi)


Læs mere om

Dokumentation

Af Thomas Djursing, torsdag 31. jan 2008 kl. 14:43

Ustabilitet i elnettet får nu Syd Energi i Esbjerg til at indvie et nyt kraftværk, der skal stå klar til at levere strøm i løbet af et kvarter. Det bliver nemlig nødvendigt, hvis eksempelvis vinden over Danmark pludselig falder, og vindmøllerne går i stå.

I løbet af de seneste tre år har Danmark fået omkring 10 lignende kraftværker, der går under navnet regulerkraftanlæg. De sørger for at tage midlertidigt over i perioder med mangel på strøm, indtil kulkraftværkerne har fået produktionen i vejret.

Danmark kan nemlig ikke få leveret strøm med et snuptag fra eksempelvis Norge eller Tyskland, men må bestille det på forhånd. Samtidig er det usikkert, hvornår de decentrale kraftværker begynder at producere strøm, da de lurer på, om prisen er høj nok til, at det kan betale sig at levere strøm.

Anlægget i Esbjerg består af otte dieselmotorer af mærket Caterpillar, der hver har en effekt på to MW og et dieselforbrug på 500 liter i timen. Det samlede anlæg har altså en effekt på 16 mW.

Anlægget sættes i gang på baggrund af prognoser fra Energinet.dk, og som en ekstra finesse er der lavet en tilkobling til Esbjerg Forsyningsnet, således at overskudsvarmen leveres ud på fjernvarmenettet.

Det nye anlæg er kun beregnet til at producere strøm, men andre reguleranlæg, for eksempel et anlæg i Assens, er udstyret med en stor dyppekoger, der kan forbruge en stor mængde strøm for at nedregulere elnettet.

Averhoff Energi Anlæg har været totalentreprenør på anlægget i Esbjerg, Enervision har været rådgivende ingeniør og Pon Equipment har leveret motorerne.



31. jan 2008 kl 18:57

Jens Madsen

Det kan altid betale sig, at producere strøm

Det må altid kunne betale sig, at producere strøm, for kraftvarmeværkerne. Strømmen kan eksempelvis bruges til at drive en varmepumpe med - derved giver strømmen flere gange mere varme, end hvis den ikke produceres. De fleste varmepumper producerer 3 - 4 gange mere varme, end hvis strømmen bruges til afbrænding - som svarer til, at ikke producere strøm.

Jeg vil tro, at elforsyningen, vil kunne købe strømmen til en rimelig overpris, og så vil den endog kunne leveres hurtigt.


31. jan 2008 kl 19:42

Thomas Gade

Vejen frem

..er også at lave anlæg som får gavn af den svingende vind-produktion, fx trykluft lagret i kaverner som føder en gasturbine, som man gør i udlandet.
Kobles det sammen med fjernvarme bør det kunne kompensere for de små svingninger i vinden indtil de store kraftværker kommer i omdrejninger, endda med rimelig økonomi selvom det kommer til at koste mere
end en almindelig gasturbine på kort sigt.

Desuden kan trykluften fungere som backup for grundlastværker hvis man udvikler en stor hurtigtstartende spiralmotor, hvorved man endelig kan gå væk fra at have N+1 værker kørende, og nøjes med N.
De små spiralmotorer starter på 0,1sekund - en stor kan måske starte på 1sekund.
Har man et par af dem kørende i nullast bør det overskydende værk kunne lukkes ned.


31. jan 2008 kl 20:42

Christian Nobel

Fjernvarme.

Før man går helt i selvsving, så skal man altså huske på at det er kun ca. halvdelen af året der er et rimeligt varmebehov.

I sommerhalvåret har man stort set ingen glæde af fjernvarmen - husk lige det i regnskabet.

/Christian


31. jan 2008 kl 21:37

John Larsson

Virkningsgraden?

"Anlægget i Esbjerg består af otte dieselmotorer af mærket Caterpillar med en effekt på to MW og et dieselforbrug på 500 liter i timen. "

Jeg får det til en total virkningsgrad på lige over 20 procent! Det var ikke meget.


31. jan 2008 kl 22:33

Tyge Vind

Et dieseldrevet kraftværk

Hej Thomas

Af Thomas Djursing, torsdag 31. jan 2008 kl. 14:43:
Når værket skal "kunne producere strøm lynhurtigt, til at levere strøm i løbet af et kvarter." er det vel ikke urimeligt med en virkningsgrad på 20%?

Den slags nødstrøm kan også findes på centrale kraftværker

Det kan meget vel være korrekt, men med en usedvanlig formulering, hilser Tyge


01. feb 2008 kl 11:51

avatar

Jens Frederik Nyborg

Re: Det kan altid betale sig, at producere strøm

Ja om vinteren kan det betale sig for barmarksværkerne.... men ikke om sommeren nødvendigvis ;-)
mvh Jens


01. feb 2008 kl 12:51

avatar

Søren Søndergaard

Re: Virkningsgraden?

500 liter diesel svarer vist til 4,7 MWh så umiddelbart må det vel være en el-virkningsgrad på godt 40%.
Og mon ikke de i Esbjerg opsamler spildvarmen.


01. feb 2008 kl 13:32

avatar

Thomas Djursing

Samlet effekt på 16 mW

Hver motor leverer 8 mW, og da der er otte vil det samlet give 16 mW. Det er måske ikke præciseret godt nok. Men det vil jeg nu gøre.
MVH Thomas Djursing, Ingeniøren.


01. feb 2008 kl 13:38

Christian Nobel

Re: Samlet effekt på 16 mW

WOW det var godt nok ikke ret meget - hvorfor benytte diesel når man bare kan have en stak penlight batterier liggende.

/Christian


01. feb 2008 kl 13:51

Steven Lose

Re: Det kan altid betale sig, at producere strøm

I dag hvor det blæser en del eksporterer vi i skrivende stund netto 700MW.
ofte til 0 øre pr. KWH, dermed forærer vi også den tilknyttede CO2 kvote væk.
Det er en ofte forekommen situation i nattetimerne.

Hvis nu vi alle ud over vores kedel, havde el patroner og varmepumper, og vi kunne få lov til at købe vores strøm til markedsprisen, ville vi altid kunne benytte den varme kilde der er billigst på tidspunktet. Og dermed få mere glæde af vores mølle strøm indenlands, samtidig med at vores kedler ville køre mindre til glæde for naturen og forbrugernes pengepung.
(Valg af varmekilde skal foregå automatisk)

Men så ville Dong jo sælge mindre gas og dermed staten tabe indtægter, så det får vi jo nok ikke lov til.

Hvad decentral kraft varme angår, tror jeg det er vejen frem, men det virker mere som om at regering gør hvad den kan for at aflive det, og lave love der gør det sværest muligt at få en forretning ud af det her i landet.
Den sidst omtale lovændring her på ing.dk gør at alle de små værker skal eksistere på de stores betingelser, hvilket nok for mange gør en allerede svær situation umulig.

Hvis alle store firmaer havde et lille værk der kunne dække deres behov, ville de jo kunne tage toppen af spidsbelastningen, samtidig med at de ville kunne slukke og købe mølle el når den var billigere end egenproduktionen.
Dermed fjernes jo også en del af transmissions tabet i spidsbelastningen, og der vil kunne optages mere møllestrøm.
Åh nej, så mister de jo PSO afgifter.

Nej. jeg tror der er så mange penge at tjene på at have et så ufleksibelt system som det danske, at ingen har interesse i at gøre noget ved det.

Nå, men god weekend.


01. feb 2008 kl 14:25

Christian Nobel

Re: Re: Det kan altid betale sig, at producere strøm

... og vi kunne få lov til at købe vores strøm til markedsprisen....

Problemet er bare at i socialdemokratiske Danmark, så kommer skatten før Gud, Dronning og fædreland, så det vigtigste af verden er at der SKAL betales ca. 1,20 kr i skatter og afgifter per KWh, og hvis ikke man vil det, så vil statsmagten hellere smide strømmen ud - for principper der drejer sig om skatten er ubrydelige, og bagateller som sund fornuft er irrelevante i den sammenhæng - desværre.

/Christian


01. feb 2008 kl 14:29

avatar

Knud Nielsen

Re: Samlet effekt på 16 mW

Hver motor leverer 8 mW, og da der er otte vil det samlet give 16 mW.

Jeg har glemt hvordan logaritmer virker, ville du forklare det igen Thomas, please?

mvh knud


01. feb 2008 kl 14:52

avatar

Thomas Djursing

Rettelse

Ok Ok. Jeg overgiver mig. En slåfejl i en præcisering bør ikke forekomme, men det skete altså. Der er tale om, at hver motor leverer 2 mW, som det også fremgår af artiklen, men ikke af mit debatindlæg.
Tak til de opmærksomme læsere.
Thomas Djursing, Ingeniøren.


01. feb 2008 kl 15:03

Christian Nobel

Re: Rettelse

Der er tale om, at hver motor leverer 2 mW, som det også fremgår af artiklen

Så på 1 liter olie kan hver motor altså køre ca. 228 år.

/Christian


01. feb 2008 kl 15:11

avatar

Lars Christian Henriksen

Re: Rettelse

... 2 mW...
Tak til de opmærksomme læsere.
Thomas Djursing, Ingeniøren.

m = milli = 1e-3 = 0,001.
M = mega = 1e6 = 1.000.000.

Er vi nu helt sikre på 0.002W er alt hvad disse dyrt indkøbte diesel-pruttende motorer kan yde?!?


01. feb 2008 kl 15:20

avatar

Lars Christian Henriksen

Re: Re: Rettelse

Må jeg foreslå at vi i fremtiden bruger enheden Lars som er defineret som milli/nano*Watt for at angive store motorers effekt?


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk