Strøm til hjernen giver dramatisk bedre hukommelse
Fedmeforskere i Canada er ved et tilfælde faldet over en indgang til hjernens hukommelsesfunktion. Når de tilfører strøm til et bestemt område i hjernen, øges hukommelsen dramatisk. Nu starter de første forsøg med demente.
Canadiske forskere har tilfældigt opdaget en metode til at forbedre flere af hjernens funktioner med elektrisk stimulation.
Opdagelsen har medført, at forskerholdet har indledt en forsøgsrække med patienter med Alzheimers syge. Tre patienter er allerede med i det nye DBS-program (Deep Brain Stimulation), og de foreløbige resultater er lovende, fremgår det af en artikel i det videnskabelige tidsskrift Nature.
I korthed går det ud på at påvirke et nervebundt, kaldet fornix, tæt på den forreste del af mellemhjernen, hypothalamus, som derved stimulerer hukommelsescentret, hippocampus.
Den overraskende virkning blev i første omgang observeret hos en enkelt patient, men der blev foretaget kognitive blindforsøg med patienten på en måde, så hverken patienten eller forskerne vidste, om han blev stimuleret eller ej.
Et vindue i den menneskelige hjernes hukommelse
Neurokirurg Andres Lozano fra University of Torontos Vestern Research Institute siger:
»For første gang har vi fået et vindue ind i den menneskelige hjernes hukommelseskredsløb. Det er ting, vi ved meget lidt om. Men vi kan både komme i forbindelse med området, og vi kan modificere det.«
Opdagelsen skete, mens Andres Lozano og hans forskerhold var i gang med en eksperimentel behandling af en stærkt overvægtig mand på 50 år. Med en vægt på 190 kg var han i livsfare, og ingen kendte behandlinger havde hidtil haft nogen effekt på ham.
Hjernekirurgerne anbragte nu en hårtynd elektrode i hypothalamus, fordi dyreforsøg har vist, at man kan reducere spiselysten ved at påvirke dette område. Faktisk har hjernekirurger tidligere forsøgt at opnå samme virkning ved at fjerne et stykke af hypothalamus.
Stærk fornemmelse af deja-vu
Men under den elektriske stimulation af denne patient sagde han pludselig, at han havde en stærk fornemmelse af deja-vu (følelsen af at have været i situationen før, red.). Han syntes, det var behageligt, og han kom i tanker om en 30 år gammel, rar oplevelse med nogle venner i en park. Jo stærkere strøm, kirurgerne gav ham, des flere detaljer kunne han huske.
Det er ikke usædvanligt, at elektrostimulation genopliver tidligere oplevelser, men det overraskende var, at det skete ved stimulation af hypothalamus. Den forsøgsrække, patienten blev udsat for, viste, at hans mentale evner var uændrede før og efter behandlingen.
Men så snart elektroderne blev tændt, kunne han pludselig imponere i komplekse hukommelsesprøver, som omfattede at fortolke og huske mange ordpar. Disse undersøgelser var indrettet sådan, at hverken han eller lægerne vidste, hvornår elektroderne var tændte.
Derimod fik patienten ikke meget glæde af fedmebehandlingen. Ganske vist mistede han lysten til at spise, når der var strøm på elektroderne. Men når han ville spise, slukkede han bare for dem.






