Gaffeltruck og golfbiler kører først ind på dansk brintvej
En dansk brintvej i Vestjylland åbner om fire måneder med seks tankstationer og ni forsøgskøretøjer, blandt andet en golfbil, tre gaffeltrucks og en bil til gangbesværede.
Læs også
-
DTU-forskere finder nanopartikler til billigere brintproduktion
Læs mere om
Danske planer om at deltage i byggeriet af en storstilet brintvej fra Norge til Tyskland kan i første omgang mærkes af gangbesværede, golfspillere og folk, der arbejder med gaffeltrucks i Vestjylland.
Projektet, der går under navnet H2 HUB Vestjylland, åbner seks brinttankstationer 11. juni 2008, og i den forbindelse skal ni forsøgskøretøjer forsynes med brint. Der er tale om tre gaffeltruck, to brændselscelle-drevne køretøjer, en bybil, et arbejdskøretøj til gågaden, en golfbil og et køretøj til transport af gangbesværede i skoven ved plantagen Klosterheden.
Tankstationer vil blive sat op i Hvide Sande, Skjern, Ringkøbing og Holstebro, og brinten, der er baseret på strøm fra vindmøller, bliver leveret af et produktionsanlæg hos energiselskabet Vestforsyning i Holstebro. Allerede 25. februar vil anlægget blive indviet af formanden for Folketingets energipolitiske udvalg Jens Kirk (V).
Teknologien bag brændselscellerne bliver leveret af firmaet H2 Logic. Samlet koster projektet 13 millioner kroner, der blandt andet kommer fra Energistyrelsen og Vestas Wind Systems.
Projektet blev startet i 2005 af Nordisk Transport Politisk Netværk og den overordnede tanke er at skabe en infrastruktur i samarbejde med Tyskland, Norge og Sverige, hvor brinttankstationer findes som perler på en snor gennem landene.
Norge er allerede langt med en 580 kilometer brintvej mellem Stavanger og Oslo, der åbner i 2009 med 30 brint-sportsvogne fra Mazda, 13 brintbiler af mærket Toyota Prius og fire brintbusser.






