Prisvinder blev forsker ved et tilfælde
Professor Ole Sigmund havde aldrig drømt om at forske. I går modtog han en million kroner fra Videnskabsministeriets Eliteforsk-initiativ for sin forskning
Det var egentlig slet ikke meningen. Men sådan blev det. Afskrækket fra barnsben af en professorfar, der rodede med hvad han dengang syntes var kedelige formler, ønskede Ole Sigmund som nyuddannet ingeniør at arbejde med alt andet end forskning. Fly- og bilindustrien stod højt på ønskelisten.
Alligevel er han i dag endt som professor på DTU og en af landets bedste forskere. Og i går modtog han én million kroner for sit arbejde inden for optimering af strukturelle og multifysiske systemer.
Prisen bliver uddelt som en del af Videnskabsministeriets Eliteforsk-initiativ, der har til formål at belønne yngre danske forskere.
»Da jeg som nyuddannet blev tilbudt et ph.d.-stipendiat var min første tanke: "så skidt da!". I dag synes jeg, det er et fantastisk job med stor frihed. Og med de nye midler, jeg nu har til rådighed, kan jeg for alvor afprøve nye ideer,« fortæller Ole Sigmund.
Hans primære forskningsområde er optimering af materialefordeling inden for så forskellige områder som mikrorobotter og væskestrømninger. Millionprisen gør ham i stand til at igangsætte et pilotprojekt inden for optimering af materialer på atomar skala.
Han håber at kunne samarbejde med både danske og internationale forskere inden for området. Glæden var derfor stor, da han modtog nyheden om prisen.
»Som forsker får man sjældent anerkendelse fra andre end ens kolleger. Fodboldspillere får publikums bifald, men som forsker er belønningen langt mere indirekte. Man får en artikel optaget i et tidskrift eller bliver inviteret til at holde oplæg. At modtage så fornem en pris er derfor en utrolig glæde,« understreger han.
Tilfredsstillelsen bliver ikke mindre af, at konkurrencen inden for forskerverdenen er blevet langt hårdere de senere år, fortæller Ole Sigmund. Kampen om forskningsmidlerne er benhård og arbejdsbyrden støt stigende.
»Jeg kan ind i mellem godt forstå de yngre ingeniører, der fravælger forskerkarrieren til fordel for et velbetalt arbejde i industrien med faste arbejdstider. Universitetsvejen er i dag kun for virkelige forskningsentusiaster. For dem, som holder ud, er belønningen dog et fantastisk spændende og berigende arbejde,« forsikrer Ole Sigmund.





