Ekspert: Regeringen er ligeglad med prisen

Det er naivt at stole på forsvarsminister Søren Gades forsikringer om, at regeringen går målrettet efter at finde det bedste kampfly til prisen. Det mener sikkerhedspolitisk ekspert

Af Erik Holm, Nicolai Østergaard, fredag 25. jan 2008 kl. 00:45

Med sit seneste slagtilbud på nye kampfly forsøger Saab nu at udmanøvrere sin nordamerikanske konkurrent ved at appellere til forsvarspolitikernes økonomiske snusfornuft. Umiddelbart et begavet skaktræk, da forsvarsminister Søren Gade (V) ved flere lejligheder har lovet offentligheden, at regeringen vil være garant for, at Danmark finder "det bedste kampfly til prisen".

»Men man er meget naiv, hvis man tror, at regeringen udelukkende arbejder med en agenda om at finde det billigste kampfly, der lever op til forsvarets specifikationer.«

Det mener en af landets førende sikkerhedspolitiske eksperter, lektor i internationa politik, Peter Viggo Jakobsen fra Københavns Universitet.

Han vurderer, at regeringstoppen betragter prisen som en vigtig detalje, men netop kun en detalje.

»Når regnestykket skal gøres op, og der skal træffes en endelig beslutning om købet, vil det være de sikkerhedspolitiske og strategiske argumenter, der vejer tungest og er udslagsgivende. I det lys spiller et par milliarder kroner i prisforskel på de to kandidater ikke nogen særlig stor rolle,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Han betragter det som helt indlysende, at regeringen og forsvarstoppen ser en altafgørende strategisk interesse i at placere købet af nye kampfly i USA.

»I modsætning til Sverige er USA som bekendt hovedgaranten for Danmarks geopolitiske sikkerhed, og hvis regeringen med et køb af amerikanske kampfly kan gøre en ekstra indsats for at fastholde USA?s tilknytning og engagement i Danmarks sikkerhed, så gør det i sig selv JSF til storfavorit, uanset prisforskellen og eventuelle fordele for dansk industri ved et køb af svenske Gripen,« siger Peter Viggo Jakobsen og fortsætter:

»Samtidig kan der vel næppe herske tvivl om, at forsvaret foretrækker at placere købet i USA, som har et teknologisk overlegent militærapparat med de bedste backup systemer og som med overvældende sandsynlighed også er teknologisk førende om 20-30 år, når flyene skal opgraderes. Til sammenligning står svenskerne svagere med en relativt lille forsvarsindustri og et fly, som vil blive produceret i relativt få eksemplarer,« lyder vurderingen fra Peter Viggo Jakobsen.

Stadig muligheder for svenskerne
Det forberedende arbejde - herunder den militærfaglige anbefaling, Rigsrevisionens undersøgelse og et tværministeriel arbejde - skal være klart til efteråret, når Folketinget samles efter sommerferien. Herefter er der åbent for en hurtig beslutning, sådan som Søren Gade flere gange har ønsket det.

Eftersom beslutningen skal træffes af et bredt flertal i Folketinget - og ikke kun af regeringspartierne og Dansk Folkeparti - udelukker Peter Viggo Jakobsen dog ikke den svenske underdog.

»Man skal have De Radikale og Socialdemokratiet med i flertallet, og derfor er beslutningen fortsat helt åben, og der er da ingen tvivl om, at svenskerne har mulighed for at komme i front, hvis Folketinget beslutter sig for at sætte sagen højt på dagsordenen og overtrumfe forsvaret,« siger Peter Viggo Jakobsen. Dette scenario betragter han dog ikke som særligt sandsynligt. For efter 11. september er det i stigende grad gået op for oppositionen, at der ikke er stemmer at hente på at skære i forsvarsbudgetterne.

»Jeg tror ikke, at oppositionen vil gøre en stor sag ud af kampflykøbet. Både Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet har indset, at det ikke giver succes at være "soft on security" - man vil ikke være interesseret i et sammenstød med regeringen om, hvorvidt man skal vælge et billigt eller dyrt kampfly. Derfor vurderer jeg det som mest sandsynligt, at regeringen får sin vilje i den her sag.«