Fremtidens bolig er sit eget kraftværk
De kommende Bolig+ huse i Aalborg skal selv producere el og varme til at dække boligens samlede energiforbrug. Byggeriet forventes at begynde næste år
En iskold dukkert, et langt varmt brusebad og en stor kop varmt kakao bagefter.
Beboerne i det kommende superlavenergi-husprojekt Bolig+ kommer til at bo lige ned til den blinkende Limfjord - og både brusebadet og kakaoen kan de snuppe med helt ren klima-samvittighed.
For både det varme vand og strømmen til komfuret vil være produceret helt CO2-neutralt af huset selv, altså boliger, som i princippet ikke behøver tilsluttes elforsyningen eller fjernvarmenettet.
I april tager organisationen bag Bolig+ konceptet de første skridt til en projektkonkurrence blandt arkitekter. Den skal munde ud i det store superlavenergi-byggeri på 7.000 etagemeter i op til ti etagers højde.
Rie Øhlenschlæger fra Bolig+ sekretariatet håber, at projektet kan tegne fremtidens bolig.
»Ideen opstod på Energy Camp 2005, hvor vi spurgte hinanden: »Hvad er der brug for i fremtiden?«. Vi ville lave noget, som rækker meget længere end de nuværende lavenergistandarder, og altså har et ekstremt lavt energiforbrug og selv frembringer energi til drift og forbrug,« siger hun.
»Teknologierne er jo opfundet, og nu handler det om at bruge den. Der er mange i Danmark, som endnu ikke har fået øjnene op for, hvad der faktisk findes, og hvor store mulighederne er.«
Fokus på videndeling
Aalborg Kommune udbyder byggegrunden til salg og vælger en bygherre til Bolig+ grunden i Aalborg. Der har allerede vist sig interesserede købere, og i løbet februar eller marts skal en aftale være på plads.
Under prækvalificeringen vil der gennem seminarer og workshops være fokus være på videndeling, hvor de danske arkitekter og ingeniører kan få en brush-up på energiområdet med den nyeste viden om materialer og teknologier.
Et centralt krav til boligerne er, at de ud over driftsforbruget kan producere de 2.000 kWh el, som en familie med lavenergiapparater bruger om året, men ellers har parterne ret frie hænder, siger Rie Øhlenschlæger:
»Der er ikke nogen, som på forhånd har sagt, hvordan energien skal frembringes. Vi vil jo gerne have, at det er vedvarende energi, men om det er solceller, vind, brint eller andet - det er op til rådgiverne at lave det optimale koncept,« siger hun.
Fem arkitektteam
Inden sommerferien regner Rie Øhlenschlæger med, at der er fundet fem arkitektteam til konkurrencen, som skal køre fra slutningen af juli og frem til midten af oktober.
»Det vindene team bliver udvalgt på deres kompetencer inden for integreret design, lavenergibyggeri, arkitektur, deres innovationsevner, og især deres entusiasme. For vi vil sikre os, at arkitekterne har rigtig meget entusiasme - det er ikke bare et eller andet projekt, der skal bankes af.«
Byggeriet forventes at begynde i starten af 2009 og vil således ikke stå klar til FN's klima-topmøde i København, men projekteringen vil blive lagt frem som showcase.




