Danmark rammes af de strengeste CO2-krav i Europa
Danmark skal i den grad lære at styre CO2-udslippet, mener EU, der med et krav om CO2-reduktion på 20 procent sætter Danmark øverst på listen af CO2-syndere på områder, der ikke er omfattet af kvotehandelssystemet.
Læs også
-
Top-forskere i fælles advarsel: Hug bremsen i for biobrændstof
-
Besked til Danmark om vedvarende energi: Det skal I gøre bedre
Læs mere om
Danmark skal skære 20 procent af CO2-udslippet fra transport, landbrug, kemikalier, affald og bygninger frem mod 2020 for at komme på EU’s liste over CO2-kæledægger.
Kravene, der fremgår af EU's netop offentliggjorte energipakke, bliver gældende for de områder, der ikke er omfattet af systemet for handel med CO2-kvoter.
Dermed rammes Danmark af de hårdeste nationale krav om CO2-reduktion sammen med Luxembourg og Irland, der også skal reducere 20 procent.
Til sammenligning skal Sverige reducere 17 procent, mens Frankrig og Tyskland skal CO2-svine 14 procent mindre.
Grænserne for CO2-reduktionerne svinger mellem -20 og 20 procent, og mens Danmark altså ligger i den negative ende af skalaen sammen med andre velstående EU-nationer, må et land som Bulgarien til gengæld lukke 20 procent mere CO2 ud i luften, end de gør nu.
Der er fremsat to forslag til drivhusgas-direktiver i energipakken, som tilsammen skal sikre, at EU reducerer sit CO2 udslip med mindst 20 procent i 2020 i forhold til udslippet i 2005.
Forslagene omfatter dels fordeling af reduktionerne på de enkelte lande, dels hvordan kvotehandelssystemet skal køre fremover.
Kravene til CO2-reduktionen omfatter ikke elværker og olieraffinaderier.






