Indien opsender langt om længe israelsk spionsatellit
Mandag opsendte et privat firma en indisk raket med en israelsk spionsatellit, som giver israelerne langt bedre overblik over bevægelserne i nabolandenes militær.
Læs også
Læs mere om
Indien opsendte mandag, efter flere måneders forsinkelser, en israelsk spionsatellit. Opsendelsen fandt sted med en indisk PSLV-raket (Polar Satellite Launch Vehicle) fra det indiske Satish Dhawan-rumcenter på øen Sriharikota ud for Indiens østkyst.
Den 45 meter lange fire-trins-raket sendte den israelske spionsatellit ud i sin bane, hvor den blev frigivet omkring 20 minutter efter starten. Banen har en hældning på 41 grader over ækvator og en højde på mellem 450 og 580 kilometer.
Opsendelsen har været udsat i flere måneder. Nogle rygter vil vide, at udsættelsen skyldtes amerikanske politikeres bekymring, men det afviser det indiske rumforskningsorganisation ISRO (Indien Space Research Organisation). Den angiver i stedet tekniske problemer.
Spionsatellitten, Tecsar, er en militærradar-satellit som kan ”se” i mørke, dårligt vejr og gennem skyer. Satellitten er bygget af Israel Aerospace Industries og udrustet med en stor radarantenne. Den vejer 320 kilo.
Det er Israels’ første militære radarsatellit, og den skal supplere landets optiske spionsatellitter, som kan se genstande på ned til 60 centimeters størrelse. Ifølge Jerusalem Post har Tecsar en opløsning på ned til 10 centimeter.
Radarsatellitten skal blandt andet benyttes til at følge militære aktiviteter i Iran og Syrien. Eksperter forventer, at det israelske militær vil modtage de første billeder fra satellitten om cirka 14 dage.
Opsendelsen blev gennemført af det private firma Antrix Corporations’ og var firmaets anden kommercielle opsendelse med de indiske PSLV-raketter. Firmaet markedsfører de indiske raketter kommercielt for ISRO.






