/transport

Dansk olieudslip svinede svenske strande til

Den gasolie, som skulle have været enkel at opsamle efter et udslip i Københavns Havn fredag, drev alligevel ud i Øresund og helt over til den svenske kyst. Det er stadig uklart, hvordan påfyldningsslangen kunne briste midt under lastningen af et tankskib.

Af Kent Krøyer, mandag 21. jan 2008 kl. 14:57

Torben Mittag, der var ansvarshavende på oliehavnen i København Havn i fredags, var rigeligt hurtig til at negligere konsekvenserne af, at op mod 200.000 liter gas-olie slap ud, da en trykslange bristede under tankningen af et tankskib.

»Heldigvis størkner gasolien med det samme i vores kolde vejr, så klumperne kan samles op. Det ser hurtigt voldsomt ud, men olielaget er tyndt,« sagde han, og der blev ikke lagt flydespærringer ud.

Men det lykkedes ikke at samle alt olien op. Tværtimod blæste en del af den helt til Sverige i den kraftige vestenvind natten til lørdag.

Det svenske hjemmeværn udkommanderede 131 mand til at rydde op på strandene, da den første olie viste sig. I alt har svenske miljøskibe og svensk mandskab opsamlet omkring 60 kubikmeter olie. I alt er der opsamlet cirka 150 kubikmeter vandblandet olie ud af de skønnede 200, der slap ud.

I løbet af weekenden rapporterede flere svenske medier, at en langstrakt olieplamage har passeret øen Ven uden at ramme den alvorligt. Plamagen er på vej nordpå, og en del af olien vil angiveligt synke til bunds.

De forurenede strandområder bliver markeret med gule flag. Der er fundet nogle få tilsølede ænder og en enkelt svane, som stak af, før den kunne indfanges.

Kvälsposten skriver på sin hjemmeside søndag, at den svenske kystvagt stadig var på udkik efter nye olieplamager, men at der ikke var set nogen.

Det er stadig uopklaret, hvordan slangen kunne briste midt under tankningen af tankskibet Minerva Helen.

»Vi ved det simpelthen ikke. Slangen befinder sig nu hos politiet,« siger Niels Andersen fra olieselskabet Oiltanking.

Københavns Politis afdeling for særlove, som har slangen, vil ikke udtale sig om et muligt hærværk på slangen.

»Jeg vil ikke udtale mig, før undersøgelsen er gennemført, « siger afdelingsleder Lars Jakobsen.

Slangen er en 8 tommer slange med en vægtykkelse på cirka en centimeter. Trykket var ifølge Oiltankers oplysninger 1-1,5 bar, svarende til 15-20 psi, da slangen bristede.



21. jan 2008 kl 20:23

Torben Sønnichsen

Hvad koster olieudslippet?

Og hvem skal betale disse omkostninger?


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.