IBM leder efter menneskets oprindelse
En supercomputer fra IBM skal behandle dna-prøver fra op til en halv million forsøgspersoner kloden over. Dermed bliver det muligt at kortlægge 60.000 års folkevandringer.
Buskmændene i det sydlige Afrika formodes at nedstamme direkte fra de første Homo sapiens, der levede for over 100.000 år siden. Genmarkørerne i deres DNA er forskellige fra alle andre, der er fundet uden for Afrika. (Foto: Wikimedia) (Foto: unknown)
Læs også
Dokumentation
IBM er sammen med National Geographic Society i gang med et gigantisk projekt, der skal undersøge folkevandringer gennem de seneste 60.000 år, fortæller projektets chef, Ajay Royyuru.
Indsamlingen af dna-prøver, der begyndte i 2005, foregår over hele kloden, og IBM håber at komme op på mellem 400.000 og 500.000 prøver. Foreløbig er 220.000 prøver allerede indsamlet.
Når dna-prøverne i anonymiseret form er lagt i den gigantiske database, skal de behandles af en supercomputer på IBM’s forskningscenter i Yorktown Heights, New York.
Ved at indsamle dna fra både moderne samfund og oprindelige stammer, der ikke har været præget af folkevandringer, håber IBM på, at det kan lade sig gøre at påvise folkevandringer gennem de seneste 60.000 år. Dermed bliver det også muligt at fastslå, hvorfra mennesket geografisk har sin oprindelse.
»I øjeblikket har vi kun mulighed for at se omkring 5000 år tilbage. Vi ved stort set intet om, hvad der sket før den tid, bortset fra, at der har fundet store folkevandringer sted, men vi ved ikke noget om tidspunkterne eller omfanget af dem,« siger Ajay Royyuru.
Undersøgelsen er så detaljeret, at den vil give de individuelle deltagere mulighed for at se, hvordan de kommet til det sted, hvor de nu befinder sig. Desuden får deltagerne i undersøgelsen at vide, hvor langt man skal tilbage i historien for at finde fælles forfædre.
IBM og National Geographic Society gør opmærksom på, at dna anonymiseres, så snart det er indsamlet, således at de aldrig vil kunne anvendes til noget, hvis myndighederne skulle få den idé at få databasen udleveret.






