Udsivende olie fra gennemtærede skibsvrag fra Anden Verdenskrig udgør en latent trussel mod vandmiljøet i Skagerrak. Det viser norske og svenske undersøgelser, og derfor har de to landes myndigheder taget fat på opgaven med at få tømt de gamle krydsere, ubåde og forsyningsskibe for olie.

Nordmændene har allerede tømt ét skib, og i disse dage er de i gang med at suge olie ud af forsyningsskibet Nordvard, der ligger i Moss Havn. Yderligere fire skibe bør ifølge det norske Kystverket tømmes for op imod 950 ton olie.

Mens de norske og svenske miljømyndigheder er parate til at bruge hundreder af millioner kroner på at forhindre olieudslip, har den danske miljøminister, Troels Lund Poulsen (V) afvist at gøre noget som helst.

Urealistisk høj pris
Et af hovedargumenterne er, at det ifølge et »overordnet skøn« fra Farvandsvæsenet vil koste knap to milliarder kroner at finde skibsvragene. Men den pris er urealistisk høj, når man sammenligner med erfaringerne fra Norge, der har undersøgt 2.300 vrag. I Norge har udgifterne ifølge Ingeniørens skøn ikke været over 50 millioner kroner.

»Farvandsvæsenets svar virker ikke ædrueligt. Enten er de dumme, eller også vildleder de ministeren,« siger havbiolog Henning Mørk Jørgensen fra Danmarks Naturfredningsforening.

»Det kan ikke passe, at man ved så lidt om faren fra danske vrag, at man skal ud og sideskanne hele det danske søterritorium for at finde dem. Prisen stikker i øjnene,« siger han.

På et udvalgsmøde i december brugte Troels Lund Poulsen Farvandsvæsenets prisberegning til at afvise et forslag fra Socialdemokraternes miljøordfører, Torben Hansen, om at komme i gang med at undersøge den potentielle fare fra skibsvrag. Beregningen bygger på en forestilling om, at den eneste måde at finde vragene er at scanne samtlige 105.000 kvadatkilometer havbund, der ligger inden for Danmarks havareal. Men det er ifølge de norske erfaringer et helt forkert sted at begynde.

Database med skibsvrag
I Norge beordrede Miljøverndepartementet i 1991, at der skulle laves en database over vrag, der kunne udgøre en miljøfare. Efter et par års arbejde havde to mand sammenstykket en database med 2.100 skibe. Skibene var sunket efter 1914 - og brugte derfor med overvejende sandsyndlighed oliebaseret brændstof - og var over 100 bruttoregisterton. Oplysningerne i databasen var nok til, at myndighederne kunne sortere 1.700 skibe fra, vurdere 350 som mindre forureningsfarer og udvælge 30 skibe, der skulle undersøges nærmere.

Kystverket i Norge kan ikke oplyse den præcise omkostning i forbindelse med undersøgelserne, så de 50 millioner kroner er et maksimumskøn, baseret på oplysninger fra Kystverket.

Selve undersøgelserne af de 30 vrag, der er foretaget ad fire omgange fra 1993 til 2000 har kostet 28-33 millioner kroner. Undersøgelserne med dykkere og dyrt udstyr har, ifølge seniorrådgiver Carl Magne Hansen fra Kystverket, været den absolut dyreste del af undersøgelsen. Derfor skønner Ingeniøren, at de samlede omkostninger for undersøgelsen ikke kan have oversteget 50 millioner kroner.

I 2006 anbefalede Kystverket så, at tømme fem skibe i løbet af de kommende to år.

I Farvandsvæsenet fortæller chef for Farvandsinspektoratet, Michael Skov, at de ikke har kigget på udenlandske erfaringer, før de lavede deres beregning for ministeren.

»Mig bekendt har vi ikke talt med andre lande, men lavet en beregning af, hvad en søopmåling koster,« fortæller han.

Roser den norske metode
Henning Mørk Jørgensen opfordrer nu til at bruge de norske erfaringer til at komme i gang.

»Den norske fremgangsmåde virker fornuftig. Man overreagerer ikke, men skaffer sig stille og roligt et overblik. Det kan være, at man kommer frem til, at man ikke skal gøre noget ved vragene. Men det er da bedre at tage den beslutning på et oplyst grundlag, end fordi man ikke ved noget om faren.«

I Folketinget vil Torben Hansen, nu tage sagen op igen.

»De har åbenbart ikke gidet at beskæftige sig med sagen og har derfor stukket så stort et tal ud, at de vidste, at vi ville løbe skrigende bort. Men når Norge og Sverige gør så meget for at undgå forurening, bør vi også have styr på faren fra vores vrag. Og det skal altså ikke koste to milliarder, når man i Norge kan gøre det for 50 millioner kroner,« påpeger han.