Alle nye kraftværker kan blive CO2-fri
EU er på vej med krav om, at alle nye kraftværker skal bygges, så de kan udvides med teknologi, der opfanger CO2 og lagrer den i undergrunden.
Læs også
-
Dong investerer trecifret millionbeløb i at lagre CO2 fra kulkraft
-
Dong-kraftværk udskiller CO2 for at lede den direkte ud i atmosfæren
-
Amerikansk milliard-projekt skal udvikle det CO2-fri kulkraftværk
Læs mere om
Dokumentation
EU-Kommissionen kommer i næste uge med et forslag til et direktiv, der vil kræve, at alle nye kraftværker skal gøre plads til de teknologier, der er nødvendige for at kunne fange og komprimere CO2 på stedet.
Hvis direktivet bliver godkendt, kan nybyggerier af kraftværker måske allerede fra 2009 kun godkendes, hvis det er undersøgt, hvor og hvordan CO2’en kan lagres i undergrunden.
Europas miljøorganisationer tager godt imod fremskridtet, men havde håbet på en præcis dato for at gøre det lovpligtigt at lagre CO2, skriver Nature.
Teknologien til at fange CO2’en er i dag stadig alt for dyr og energikrævende, til at det kan betale sig kommercielt.
Det skal blandt andet løses med en række forsøgsanlæg udover Europa. Også Kina og USA planlægger at bygge forsøgsanlæg i storskala inden for de næste 10 år. I Danmark arbejder Dong med at udskille CO2 fra en del af røgen fra et anlæg i Esbjerg.
Fangsten af CO2 kan ske på tre forskellige måder:
1. CO2 fjernes fra brændslet inden forbrændingen, typisk ved hjælp af forgasning.
2. Røggassen renses efter forbrændning. Her benyttes en fysisk absorbent til at binde kuldioxid og senere frigive den.
3. Forbrænding i iltatmosfære, som giver en næsten ren CO2-røggas og vand.
EU-Kommissionen håber, at prisen for at fange CO2'en efterhånden vil blive lavere end prisen for kvoterne til at udlede det, så industrien frivilligt går over til lagring.
Dansk lagringskapacitet kortlagt
I Danmark vurderer De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, Geus, at geologisk lagring har potentiale til at kunne reducere Danmarks CO2-udslip med mellem halvdelen og en tredjedel af det samlede nationale udslip i perioden fra 2020 til 2050.
»I Danmark har vi en rimelig god ide om, hvor der er lagringsmuligheder, men det er ikke afprøvet i praksis endnu, og der vil være behov for en egentlig videnskabelig efterforskning af sådanne lagringsmuligheder, før de eventuelt kan tages i brug,« siger forsker og projektleder Thomas Vangkilde-Pedersen, Geus.
Der er både muligheder under land i sandstenslag i 1,5 km dybde samt i kalkstenslag under Nordsøen.
Geus skønner, at der kan lagres 15 milliarder tons svarende til flere hundrede års dansk produktion af CO2 i sandstenslagene.
Herudover kan CO2’en bruges til at øge olieindvindingen ved at pumpe CO2’en ned i reservoirer med olie for at øge trykket og gøre olien mere letflydende, hvilket blandt andet amerikanerne har gode erfaringer med.
I Danmark forventes det, at udnyttelsen af CO2 på denne måde ville kunne svare til, at der blev fundet et nyt dansk oliefelt med 5-600 millioner tønder olie, men det er endnu for dyrt at udnytte.





