Jubii – endnu et sprog uddør. Leve Darwin!
Af Søren Houmøller,
onsdag 16. jan 2008 kl. 17:33
En tussegammel dame i Nepal er den eneste person i verden, der taler sproget dura, skriver Berlingske Tidende. Når hun dør, uddør sproget med hende. Med sproget vil dets kulturarv og den historie det rummer gå tabt for evigt.
Visse-vasse. Som med alt muligt andet gælder det om at få ryddet op på livets store harddisk en gang i mellem. Når ingen gider bruge det, så smid det ud. Det kan ikke betale sig at gå og administrere sådan et gammelt sprog, som ingen alligevel har gavn af (nej, det er ikke nok at hun kan sidde på sine gamle dage og tale med sig selv). En naturlig evolution. Leve Darwin! Lad stå hvad ikke kan falde.
Og nu, da løbet er kørt, går det helt galt. Nu skal flere forskere øjensynligt nusse rundt og registrere ord og sætninger på dura. Hvad skal det nytte? Den eneste effekt er forøgelse af samfundsentropien.