/karriere

Danske olie-ingeniører: En milliard-forretning

Høj beskæftigelse og stor omsætning er tydelige tegn på, at det går rigtig godt i den danske offshore-industri, hvor især eksporten af knowhow og teknologi er steget markant.

Klik for at se billedet i stort

Den danske olieindustri lever højt på store investeringer og ekport af viden. (foto: Offshore Center Danmark)


Filer

Af Mette Buck Jensen, onsdag 16. jan 2008 kl. 14:57

Den danske offshore-industri har større succes end nogensinde før. Investeringerne i og eksporten af knowhow og teknologi er helt i top, viser ny rapport.

Ud over eksporten af olie og gas skaber offshoresektoren en omsætning på 10,2 milliarder kroner.

»Vi har i de senere år set et meget højt aktivitetsniveau inden for olie og gasindustrien blandt vore 170 medlemsvirksomheder, og intet tyder på, at det vil aftage i de nærmeste år,« siger direktør Peter Blach fra Offshore Center Danmark, der står bag forskningsprojektet, i en pressemeddelelse.

Rapport er udarbejdet af Center for Maritime og Regionale Studier ved Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, hvor forfatter og museumsdirektør Morten Hahn-Pedersen har fulgt offshore-sektoren i de seneste 20 år.

»Tallene er først og fremmest udtryk for et gigantisk investeringsniveau i den danske del af Nordsøen. Det har aldrig været højere. De er samtidig et klart udtryk for, at danske virksomheder i stigende grad eksporterer deres olie- og gasviden og -teknologi,« siger Morten Hahn-Pedersen.

Andelen af eksporterende virksomheder er siden 2002 øget fra 40 til 55 procent, og eksportens andel af virksomhedernes offshore-omsætning er på få år blevet fordoblet fra 20 til 40 procent.

Succesen fortsætter
Mærsk Olie og Gas står for omkring 80 procent af aktiviteterne på den danske Nordsøsokkel, og for første gang har Morten Hahn-Pedersen haft adgang til olieselskabets liste med næsten 1000 leverandørers omsætning. Det unikke materiale viser, at omsætningen på otte mia. kr. i Nordsøen er ligeligt fordelt mellem danske og udenlandske virksomheder.

Hvis man forudsætter, at fordelingen også gælder for andre operatører på den danske Nordsøsokkel, hentede de primære danske offshore-virksomheder ordrer for godt 5,2 milliarder kroner, konkluderer Morten Hahn-Pedersen.

Hertil kommer værdien af eksporten på 2,1 milliarder kroner og af opgaver placeret hos underleverandører, 2,9 milliarder kroner, og det bringer den samlede værdi for det danske samfund op på 10,2 milliarder kroner. Heraf tilfalder 7,3 milliarder kroner virksomheder fra Esbjerg-området.

»Den høje oliepris på omkring 100 dollars pr. tønde vil være garant for, at jagten på at hente så meget som muligt op af de eksisterende felter og at finde ny olie vil være intens i også de kommende årtier,« siger Morten Hahn-Pedersen i en pressemeddelelse.

Museumsdirektøren fremhæver desuden, at offshore-sektoren beskæftiger 8.400 personer i Danmark direkte og indirekte, men at det tal kunne være endnu højere. Manglen på ingeniører og maskinmestre betyder nemlig, at de danske virksomheder dagligt mister ordrer.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.