Hvilken vindretning får en sejlbåd til at sejle hurtigst?
Ask Holmsgaard har indgået et væddemål med en flok sejlere omkring den ideelle vindretning for en sejlbåd:
"Et spørgsmål om aerodynamik: I en gruppe af sejlere har dette simple spørgsmål skabt så stor uenighed, at 4 kasser øl er sat på højkant, mens bølgerne gik højest: Hvilken retning skal en båd sejle i forhold til den absolutte vindretning for potentielt at kunne få den største fart?
Med min fysiske tilgang til spørgsmålet mener jeg kun, at den ideelle retning kan være omkring vinkelret, altså: vinden kommer fra vest, og jeg mener, at man potentielt vil kunne få størst fart med retning mod Nord (evt. i praksis en smule mod øst). Mine sejlerkammerater er derimod af en helt anden opfattelse: Den ideelle sejlretning vil være omkring nordvest, så vinden kommer "for for tværs" - det er et spørgsmål om aerodynamik, belæres jeg.
Tillægsinfo: Vores store vædemål afgøres af, hvad der gør sig gældende for den ideelle båd, altså hvor vandmodstanden er ubetydeligt lille. Vi forestiller os at forholdene for en isbåd kommer tæt på."
Jens Nørkær Sørensen er professor i fagområdet Fluid Mekanik på DTU og arbejder bl.a. med aerodynamik og vindenergi:
"For nu at svare (meget) kort vil den maximale hastighed opnås med vinden 90 grader i sejlretningen, dvs. vinkelret på sejlretningen, hvor en 'tabsfri' isbåd vil bevæge sig med farten V=Vo*(CL/CD), hvor Vo er vindhastigheden og CL/CD er sejlets 'glidetal'.
For et sejl vil CL/CD typisk ligge på omkring 10, dvs. at man teoretisk kan opnå en hastighed på omkring 10 gange vindhastigheden. Hvis vinden kommer agten for tværs vil bådens fart være større, end hvis den kommer for for tværs; men i alle tilfælde vil farten være maximal ved en ren tværvind."
Utætheder skyldes uvidenhed og byggesjusk
Er mørkt stof en negativ tyngdekraft?





