To studerende fra Århus har udviklet en hurtig og pålidelig kvalitetskontrol af sædceller for en sædbank ved hjælp af kamera og billedanalyse.
Sæds kvalitet kan i fremtiden testes langt mere effektivt og mere præcist med et kontrolsystem, der benytter software og videokamera i stedet for en bioanalytiker.
Systemet er et bachelorprojekt udviklet af to studerende fra Ingeniørhøjskolen i Århus i samarbejde med sædbanken Cryos International.
De studerendes system til sædcellekontrol består af software, som automatisk tester kvaliteten af sædprøverne ved hjælp af et videokamera.
»Traditionelt har man undersøgt kvaliteten af sædprøverne manuelt ved hjælp af et mikroskop, hvor en bioanalytiker blandt andet har undersøgt sædens såkaldte motilitet, altså om sædcellerne populært sagt er gode eller dårlige svømmere. I de senere år har den teknologiske udvikling imidlertid åbnet mulighed for at teste kvaliteten ved hjælp af speciel software,« siger studerende Jan Bøkstedt fra Ingeniørskolen i Århus i en pressemeddelelse.
De to studerendes software er koblet sammen med et mikroskopikamera, der kan filme små organismer som sædceller. Programmet analyserer billederne fra kameraet og vurderer på baggrund af billedanalysen, om kvaliteten af sædprøven er god nok til nedfrysning og efterfølgende brug til eksempelvis en insemination.
På basis af de to studerendes projekt vil Cryos International arbejde videre med udviklingen af softwaren, og de studerende tror på, at deres ide vil kunne hjælpe mange barnløse.
»Der er ingen tvivl om, at potentialet er enormt. Ikke mindst fordi pålideligheden af sædprøverne kan øges kraftigt, ligesom kvaliteten af sædprøverne vil kunne testes væsentlig hurtigere,« siger Jan Bøkstedt.
Rank 2009
Interaktivt kort med brancher og topliste »
Alle 800 virksomheder sorteret »