Naturen er i fuld gang med at tilpasse sig den globale opvarmning. I takt med at det bliver varmere, og at vækstbetingelserne for naturens millioner af forskellige dyr og planter ændrer sig, må arterne selv finde vej til nye levesteder.

Mange computermodeller har regnet på den såkaldte biodiversitetskrise, men på center for Makroøologi ved Københavns Universitet har professor Carsten Rahbek og hans kolleger anvendt et nyt datamateriale, som dækker perioden fra sidste istid, til at gå modellerne efter i sømmene.

Lokale arter bedst tilpasset
Det viser sig, at de sjældneste og mest lokale arter i virkeligheden er dem, der bedst har tilpasset sig klimaforandringerne efter sidste istid.

Den gængse opfattelse har ellers været, at arter med små bestande og lille udbredelse har svært ved at holde trit med klimaforandringerne.

De arter, der i første omgang flytter med varmen nordpå, er de mest almindelige og vidt udbredte arter, der som regel også er de mest mobile.

Carsten Rahbek mener dog ikke, at vi skal forvente en massiv invasion sydfra, for mange dyr og planter har forholdsvis let ved at tilpasse sig klimaforandringer og har derfor ikke grund til at flytte.

Naturhistorie moderne igen
Mange arter er i stand til at tilpasse sig nye tider, og omvæltningerne vil formentlig blive langt mindre end forudsagt af computermodeller.

Allerede nu er der ankommet nye arter. En række planter og insekter, blandt andet humlebille og blåvinget steppegræshoppe, har taget turen over Femern Bælt og slået sig ned i Rødby Færgehavn på et nedlagt baneterræn, der godt kan minde om en mellemeuropæisk steppe. Og den danske fuglefauna er blevet beriget med arter som for eksempel sydlig blåhals, slangeørn, skestork og biæder, som ifølge nogle forskere er kommet med varmen.

Man skulle tro, at insektsamlere, ornitologer og andre naturelskere ville glæde sig, men udviklingen går også den anden vej med arter, der forsvinder eller bliver sjældne. Spørgsmålet er, hvordan de enkelte arter reagerer på klimaændringer.

Biologerne har længe arbejdet med at beskrive biodiversitetens udvikling. Naturhistorie har lige så dybe rødder som biologien selv og kan for den uindviede forekomme at være en lidt støvet museumsdisciplin sammenlignet med de sofistikerede bioteknologier. Men det er et felt, der er på vej mod en renæssance.

»Arbejdet med at forudsige effekten af klimaændringerne er med til at gøre god gammeldags naturhistorie populært igen«, siger professor Carsten Rahbek.

Figentræer afgør mangfoldighed
På harddiskene ligger oplysninger om alverdens dyre- og plantearters udbredelsesmønstre, nogle er hentet i rapporter og bøger, for eksempel nationale atlasundersøgelser, andre er indsamlet under besøg til alverdens naturhistoriske museer.

»Vi har været helt nede at kigge i ekspeditionsrapporter«, siger Carsten Rahbek, der flere gange har været på feltarbejde i Afrika.

»Vi har lige frigivet vores Afrika-data. Det tog os 20 mandeår at opbygge bare den del af databasen.«

Rahbeks gruppe har blandt andet vist, at det først og fremmest er diversiteten af figentræer, der afgør den lokale mangfoldighed af frugtædende fugle syd for Sahara. Og en analyse af den sydamerikanske fuglefauna - næsten en tredjedel af alle verdens arter - viste, at den uhørt høje artsrigdom i de fugtige bjergregnskove skyldes en kombination af klimatiske forhold, for eksempel skydække og nedbør og topografi, især den lokale højdevariation.

Fuglearter søgte tilflugt i regnskove
I visse dele af Andesbjergene er der næsten fire gange så mange fuglearter som i områder af Amazonas på samme breddegrad og af samme størrelse.

»Faktisk ser det ud til, at mange fuglearter i Brasiliens regnskove er indvandret fra Andesbjergene siden sidste istid.«

Under istiden overlevede de i bjergene. Da kloden blev varmere, forlod de refugierne og spredte sig ned i lavlandet, hvor der var skovsavanne under istiden. Fuglene fulgte med planter, insekter og hvad der ellers hører til et velfungerende økosystem.

Men ikke alle tog turen ned ad bjergsiderne, og den dag i dag er tropiske bjergregnskove de mest artsrige økosystemer på hele kloden.

Arter lever i fortiden
Sammen med kolleger fra Spanien, Brasilien og Storbritannien har Carsten Rahbek for nylig offentliggjort en artikel i tidsskriftet Ecography, hvor de viser, at man også i Europa finder arter, der så at sige lever i fortiden. Padder og krybdyr er vekselvarme, deres kropstemperatur opretholdes af omgivelsernes varme.

I nutiden følger de nordligste arter nul-isotermen i Skandinavien, hvor den gennemsnitlige temperatur i løbet af året er nul grader celsius. Men Rahbek og hans kolleger viste, at det kun er vidt udbredte arter, der når så langt mod nord.

I syd trækkes en anden, usynlig grænse gennem Frankrig, Italien og Balkanlandene. Syd for findes en række lokale og sjældne arter med stærkt begrænset udbredelse. Grænsen følger ganske godt nul-isotermen, som den slyngede sig gennem Europa under den koldeste periode af sidste istid for ca. 18.000 år siden.

»Man har ment, at det var permafrostgrænsen, men hvorfor har man så fundet kronhjorte i Irland og rådyr i Skotland fra den tid? Jeg tror, det har været et stort sumpområde, måske afbrudt af områder med permafrost,« siger Carsten Rahbek.

Under alle omstændigheder har det udgjort den nordligste grænse for vekselvarme dyr som for eksempel krybdyr og padder. Det ser ud til, at nutidens vidt udbredte padder og krybdyr har fulgt det varmere klima efter sidste istid og vandret mod nord, mens arter, der af en eller anden grund ikke er så gode til at invadere nye områder, er blevet hængende mod syd. For 18.000 år siden levede de i kolde egne, i dag under middelhavsklima.

Forskere fra Aarhus Universitet og Danmarks Miljøundersøgelser har vist, at noget lignende gør sig gældende for europæiske skovtræer, hvor mange arter synes at være fanget i fortidige udbredelsesmønstre mod syd. Forsøg viser, at mange lokale træarter fra Syd- og Mellemeuropa sagtens kan klare sig længere mod nord. De er bare ikke nået herop.

Konstant antal arter
De arter, som står tilbage, mens andre vandrer mod nord, må enten være meget tolerante eller tilpasse sig de nye leveforhold.

Den slags biologiske mekanismer er slet ikke med i klimamodellerne. Her antages det, at nutidens udbredelsesmønstre er i balance, at arterne simpelthen findes alle de steder, hvor deres temperatur- og klimakrav er opfyldt. Og så kan forandringerne blive omfattende.

For eksempel vil Den Iberiske Halvø, Italien og Den Græske Halvø miste langt de fleste pattedyr selv ved relativt små temperaturstigninger.

Til gengæld vil artsantallet i det nordligste Skandinavien (samt Pyrenæerne og Alperne) nærmest fordobles. Danmark, især Jylland, vil sandsynligvis få flere arter. Modellerne viser, at pattedyrenes nord- og sydgrænser rykker ca. 100 km mod nordøst, for hver grad celsius, temperaturen stiger.

»I Danmark vil antallet af fuglearter være konstant, mens det bliver varmere, men cirka 20 procent af dem er nye, mens 20 procent forsvinder. Og en del flyver forbi, uden at slå sig ned«, siger Carsten Rahbek.

Men dyr er ikke passive brikker, der skubbes rundt af temperaturkurver. De udvikler sig konstant.

Livets samspil
For at forstå livets samspil med klimaet, må man inddrage de processer, der virkelig kendetegner livet: Tilpasningsevne, evolution og adaptation.

Gør man det, »kan det faktisk kun gøre forudsigelserne mindre dystre. Nogle arter vil tilpasse sig de nye forhold, nogle vil ganske enkelt akklimatiseres, og der vil måske udvikles nye arter, der klarer sig bedre end de gamle. Alt i alt vil det mindske omfanget af de klimafremkaldte omvæltninger,« siger Carsten Rahbek.

»Så hvis vi skal sige noget fornuftigt om klimaforandringernes betydning for biodiversiteten, er der brug for bedre modeller med mere realistiske antagelser.«

Man kan for eksempel arbejde sig op fra bunden med økologiske og fysiologiske beskrivelser af de enkelte arters tolerancer og krav til levesteder. Men så må man vente et par hundrede år, før man har indsamlet viden nok til bare en lille analyse. Og så er det alligevel for sent.

Man kan også angribe problemet oppefra og ned ved hjælp af databaserne, analyseret med nye statistiske metoder og kombineret med den viden, man kan indhente om genetisk variation, fortidige udbredelsesmønstre osv.

Hvis et område har et stort antal nærtbeslægtede arter, kan det skyldes, at de er opstået og udviklet i området og ikke er kommet til udefra, for eksempel i forbindelse med klimaforandringer. Spørgsmålet kan afgøres ved dna-analyser.

Mammutten, den langhårede istidselefant, vandrede omkring på stepperne syd for isranden. Men hvad bestemte dens udbredelse? Var det plantedække, solindstråling eller måske geografiske forhold som ufremkommelige deltaer og floder? Det kan man modellere i computeren og bagefter teste i felten ved at søge efter kæmpernes knogler og dna.

Men Rahbek og hans kolleger behøver ikke kigge tilbage i tiden for at teste deres hypoteser.

»Vi har fået det eksperiment, vi aldrig nogensinde ville have fået lov at lave som forskere: Global opvarmning. Og det går stærkt. Vi har et før-og-efter-forsøg, hvor vi kan teste vores klimahypoteser«, siger Carsten Rahbek, som gætter på, at man har svarene inden for 10-20 år.