/transport

Trafik-rapport: Logik for burhøns (men ikke for politikere)

For den almindelige dansker er der færre overraskelser i Infrastrukturkommissionens endelige rapport, end en gennemsnitlig pendler kommer ud for på en normal torsdag. Logikken er indtil videre ikke slået igennem hos politikerne, siger trafikforsker.

Klik for at se billedet i stort

Flere af pointerne i Infrastrukturkommissionens rapport er selvindlysende, mener trafikforsker Otto Anker Nielsen, DTU. Hidtil er det dog ikke logik, der har præget politikernes beslutninger på trafikområdet, siger han. [foto: Scanpix]


Læs også

Læs mere om

Af Ulrik Andersen, torsdag 10. jan 2008 kl. 14:03

Rapporten fra Infrastrukturkommissionen er spækket med så indlysende pointer, at det virker som logik for burhøns.

Kommissionen anbefaler blandt andet politikerne at bruge trafikbudgettet der, hvor det giver størst samfundsøkonomisk afkast, og at man sørger for, at der er penge nok til at vedligeholde infrastrukturen.

Problemet er, at logikken indtil videre ikke er slået igennem hos politikerne, siger trafikforsker, professor Otto Anker Nielsen, DTU.

»Det er ikke nyt for fagfolk, men det er nyt i forhold til den politik og de beslutninger, som man faktisk har truffet i Danmark,« siger han om to af de fem tværgående indsatser, som kommissionen har lagt frem.

Kommissionen har desuden udnævnt seks fokusområder, som politikerne bør prioritere, når de til efteråret går i gang med at forhandle den næste trafikinvesteringsplan.

Det første område er hovedstadsregionen, hvor trængsel allerede i 2001 gav et samfundsøkonomisk tab på 5,8 mia. kroner. Løsningen her er at udbygge motorvejene og imødegå trængselsforudsigelserne ved at styrke den kollektive trafik.

»Den kollektive transport skal løfte en større del af pendlingstrafikken i og omkring Hovedstadsområdet,« står der i rapporten.

Forsker: Anbefalinger ikke konkrete nok
Men når det kommer til konkrete anbefalinger, begrænser kommissionen sig til at sige, at regeringen hurtigst muligt skal beslutte, hvad den vil med Nordvestbanen til Kalundborg og den længe omdiskuterede og for flere hundrede millioner kroner analyserede baneforbindelse mellem Ringsted og Roskilde. Ellers anbefaler rapporten kun flere analyser af mulighederne.

»Hvis kommissionen virkelig ville have gjort noget for den kollektive trafik, kunne den have været meget mere konkrete og eksempelvis foreslå letbaneforbindelser i både København og flere af de andre storbyer som Odense, Århus og Aalborg. Desuden burde de foreslå større forbedringer af S-togsnettet og banerne i det store H (de nuværende hovedstrækninger på motorvejsnettet, red.),« siger Otto Anker Nielsen.

Andet fokusområde er strækningen fra Trekantområdet over Århus til Randers. Området bør opfattes som en sammenhængende byregion, hvor infrastrukturen skal forbedres. Ellers vil trængselsproblemer, som allerede nu plager bilister på Vejlefjordbroen, brede sig.

I det hele taget bør politikerne »udvikle og styrke "H'et" på en række af de mest trafikerede bane- og motorvejsstrækninger.«

Tredje fokus er, at alle landsdeles forbindelser til den statslige infrastruktur - motorveje og baner - skal forbedres, og det fjerde fokus er, at forbindelserne til havnene skal forbedres - eventuelt ved at koble Danmark op på det europæiske højhastighedsbanenet.

Sniger roadpricing ind
Sjette punkt er at miljø- og klimapåvirkninger fra transport skal minimeres, men der har kommissionen ikke været særligt konkret.

Anbefalingerne går mest på at støtte EU's arbejde med at tvinge bilproducenterne til at lave biler, der kører længere på literen og støjer mindre.

Men med anbefalingerne under det femte punkt i planen, øget brug af Intelligent Trafik Styring (ITS) har kommissionen alligevel sneget en kattelem for roadpricing ind, hævder kommissionens formand, Birgit Aagaard-Svendsen.

»Det ligger ikke i vores kommissorium, at vi skal se på kørselsafgifter. Men vi anbefaler, at man inddrager Intelligent Trafik Styring (ITS), og det betyder bl.a. mulighed for at indføre kørselsafgifter,« understregede hun i Jyllands-Posten i september sidste år.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.