Nyt kød på dinosaurforskningen
Et nyt ekstremt velbevaret dinosaurfossil kan nærmest sammenlignes med en oppustelig dinosaurdukke
Dokumentation
Et nyopdaget dinosaurfossil er på uhyre sjælden vis bevaret i tredimensional form. Hud og knogler er ikke faldet sammen om hinanden, men sidder stadig med samme naturtro afstand, som da dyret døde for 67 millioner år siden. I rummet mellem hud og knogler sidder muskler, ledbånd og sener stadig på deres oprindelige plads.
Dette sære 3D-fossil giver med ét slag ny afgørende viden om dinosaurernes fysik, udseende og adfærd.
Det var en hadrosaur, der sidst i kridttiden af ukendte årsager krøb sammen i fosterstilling og døde nær en flodbred i det nuværende Hell Creek Formation i North Dakota, USA. Den blev hurtigt dækket af vand, sand og sediment.
Mindst en gang var en ådselsæder på spil, for midt i dinosaurfossilets bryst sidder en fossileret arm fra en samtidig krokodille. Hvorfor den pludselig døde, mens den var i gang med at æde dinosaurådslet, er usikkert.
Med tiden er dinosaurens krop erstattet af mineraler, og det gjaldt altså også de indre bløde dele af dens krop. Og den indre fossilering har forhindret kroppens knogler og hud i at falde sammen, og derfor kan palæontologer i dag få et helt nyt kig ind i en dinosaurkrop.
Hurtigere end T Rex
Mest bemærkelsesværdigt ved Dakota, som dinosauren kaldes, er, at den havde 25 procent mere muskelmasse på bagkroppen end forskere hidtil har antaget for hadrosaurer. Det har en CT-scanning af fossilet afsløret. Mere muskelmasse gav den stærkere ben, og den kunne derfor formentlig løbe langt hurtigere end hidtil antaget.
Palæontolog og udgravningsleder Phil Manning fra University of Manchester i England beregnede med en computermodel de nye muskeldata. Resultatet var, at Dakota kunne holde en fart af 45 km i timen. Det er 13 km hurtigere end dens samtidige plageånd, Tyrannosaurus Rex og et skoleeksempel på, hvordan evolutionen fordelte styrker og svagheder blandt byttedyr og rovdyr. Nok var T Rex stærkest og havde de mest skrækindjagende tænder og hadrosauren havde intet skrækindjagende at forsvare sig med - men den kunne løbe hurtigere.
Velbevaret er også dele af dyrets hud på hale, krop og arme. For eksempel er det tydeligt, at skællene omkring albuerne var af forskellig størrelse. Samme fænomen ses hos nulevende krybdyr, hvor forskellige skælstørrelser ofte hænger sammen med forskellige farver, som ofte optræder i striber. En logisk følgetanke er, at Dakota var stribet omkring albuerne.
Dakotas "håndflade" var kødfuld, og det betyder, at den ikke gik på alle fire hele tiden. På fødderne havde den hove af keratin.
Dele af Dakotas rygrad sidder som da dyret døde, og det tillader forskerne at se præcist, hvor langt der var mellem dets ryghvirvler. Der var ca. en cm imellem, og det er overraskende langt.
Dinosaurer måles om
De fleste udstillede dinosaurskeletter i dag er samlet med ryghvirvlerne ganske tæt på hinanden. Hvis det er mere korrekt med en cm mellem dem, så var næsten alle dinosaurer længere end den længde, de hidtil er vurderet til. En dinosaur med 100 ryghvirvler må således revurderes til at være en meter længere, siger Phil Manning fra University of Manchester.
Dakota blev oprindelig fundet i 1999 af Tyler Lyson, der dengang var teenager og elskede at lede efter fossiler på sin families ejendom. I dag er Tyler Lyson geologistuderende og har deltaget i den endelige udgravning af Dakota. Forskerholdet bag udgravningen har skrevet flere videnskabelige artikler om fundet, som afventer publicering.





