DTU får millioner til nanosensor, der sporer sprængstof
Et DTU-forskningsprojekt har fået omkring 15 millioner kroner til at fortsætte forskningen i nanoteknologiske sprængstofsensorer. Sensorerne kan afsløre små mængder sprængstof i blandt andet fly.
DTU-forskere har netop modtaget 15 millioner kroner til forskning i nanoteknologiske sprængstofsensorer, der skal kunne detektere meget små mængder sprængstof i blandt andet fly, ligesom sprængstofforurening af grundvandet skal kunne opsnuses.
Læs også
Læs mere om
Det Strategiske Forskningsråd har netop sendt omkring 15 millioner kroner efter et DTU-projekt, der forsker i nanoteknologisk detektion af sprængstof.
Sensorerne skal kunne afsløre små mængder sprængstof for eksempel ved indgangen til fly eller nedgangen til en undergrundsstation, men kan også bruges til at detektere miner og forurening i undergrunden.
»Hvert år dræbes eller skades mange mennesker af miner og ueksploderet ammunition, og sprængstof kan også udgøre en fare for miljøet, da det kan spredes til grundvandet og være giftigt i selv meget små mængder. Det er derfor af stor betydning, at vi anvender nanoteknologi til at få udviklet meget små sensorer til sprængstofdetektion,” fortæller Lars Mathiassen, der er formand for Programkomiteen for Nanovidenskab og -teknologi, Bioteknologi og IT, om baggrunden for bevillingen.
Projektet med den engelske titel Miniaturised Sensors for Explosives Detection in Air ledes af professor Anja Boisen, DTU, og er støttet med 14.990.200 kroner, der blandt andet skal bruges til uddannelse af mindst 5 ph.d.’er og to post.doc.’s. Pengene er bevilget for perioden 2008 til 2011.
Det Strategiske Forskningsråd har i alt hevet 125 millioner kroner op af tegnebogen fordelt på 16 forskellige projekter inden for bio- og nanoteknologi og it- og kommunikationsteknologi.
Professor Anja Boisen er for tiden i Kina, og det har derfor ikke været muligt at få en kommentar fra hende.






