En bøf forurener ligeså meget som 20 kilometer bilkørsel
Landbruget står for næsten en tredjedel af det samlede menneskeskabte udslip af drivhusgasser, viser Greenpeace-rapport. Forkert brug af kunstgødning og metanprutter fra kvæg, får og geder er synderne.
CO2 per kilo af produktet: Fårekød 17,4 - Bøfkød 12,98 - Grisekød 6,3 - Fjerkræ 4,6 - Mælk 1,32 - Brød af hvede 0,8 -Kartofler 0,21
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Klapper du tænderne i en gevaldig lørdagsbøf på 250 gram, svarer måltidets klimabelastning i form af drivhusgasser til 20 kilometer i bilen. Et kilo bøfkød koster nemlig 12,98 kilo CO2 at producere.
Værre bliver det med fårekød, som når op på 17,4 kilo C02 per kilo. Kan du ikke undvære kød, er det miljømæssigt set bedst at spise fjerkræ, der koster 4,57 kilo CO2 per kilo.
En del af årsagen til fårenes skidte placering er, at deres tarmluft - ligesom andre drøvtyggere såsom geder og kvæg - består af metangas, der er en 23 gange mere kraftig drivhusgas end kuldioxid.
Opgørelsen er foretaget på foranledning af miljøorganisationen Greenpeace under ledelse af Pete Smith, professor ved Aberdeen University og medforfatter til den seneste rapport om klimaforandringer fra FN´s klimapanel IPCC.
Resultaterne er samlet i rapporten "Cool Farming: Climate impacts of agriculture and mitigation potential", som redegør for landbrugets direkte og indirekte udledninger af drivhusgasser. Og det ser dystert ud.
Ifølge rapporten stammer mellem 17 og 32 procent af det samlede menneskeskabte udslip af drivhusgasser fra landbruget. Dertil kommer, at FN´s fødevareorganisation spår, at kødforbruget stiger støt i takt med befolknings- og velfærdsvæksten. Forudsætter udviklingen, eksploderer udslippet i 2030 med en stigning på 60 procent, bemærker Greenpeace.
Miljøorganisationen anbefaler, at man i det mindste dropper kødet en gang om ugen og i stedet spiser en vegetarret.
Den udmelding får ingen opbakning hos Landbrugsrådet.
»Det bestemmer forbrugerne ved køledisken. Vi producerer, hvad de vil have. Og folk skal jo have mad,« siger præsident Peter Gemælke til TV2 News.
Han er godt tilfreds med sine medlemmers måde at dyrke landbrug på og retter i stedet skytset mod de udenlandske landmænd.
Den udlægning er Greenpeace til dels enig i. De peger selv på, at landbrugets direkte udslip af lattergas og methan skal mindske ved at reducere overforbrug af gødning særligt i Asien.






