/rumfart

Mystisk varm plet ved Saturns nordpol

Astronomer har opdaget en varm cyklonhvirvel ved Saturns nordpol, der i over ti år har vendt væk fra Solen, svarende til cyklonen ved planetens sydpol.

Af Thomas A. E. Andersen, søndag 06. jan 2008 kl. 13:00

Til trods for at Saturns nordpol i mere end ti år har vendt væk fra Solen, findes der også her en varm plet svarende til den, som man tidligere har fundet ved dens solbelyste sydpol. Astronomerne ved endnu ikke, hvorfra dens varme kommer.

Tidligere har forskerne fundet den varme hvirvel eller cyklon ved Saturns sydpol via observationer fra Keck-teleskopet på Hawaii. Nu han man også via observationer med Nasa Cassini-rumsonde fundet en tilsvarende varme cyklonhvirvel ved planetens nordpol.

Den nye opdagelse er blevet offentliggjort i det seneste nummer af tidsskriftet Science med Leigh Fletcher fra Oxfords Universitet som førsteforfatter.

Cyklon overrasker forskere
Glenn Orton fra Nasas Jet Populsion Laboratory og forsker på Cassinis infrarøde spektrometer fremhæver, at Saturns nordpol ikke har været belyst af Solen, siden vinteren begyndte i 1995. Derfor var det en stor overraskelse at finde den varme cyklonagtige hvirvel.

Dataene fra Cassinis infrarøde spektrometer viser, at hvirvlen ved nordpolen har samme strukturer og temperaturer som den ved den solbelyste sydpol. Begge steder findes der reducerede mængder af phosphin-gas, en ubalance som skyldes, at luften her bevæger sig ned til de laveste dele af Saturns atmosfære, kaldet troposfæren.

Luft presses sammen ved polerne
Begge Cyklon-hvirvler ser ud til at være meget langvarige strukturer og ikke knyttet sammen med sollyset. Hvirvlerne dannes formodentlig, når luften bevæger sig mod polerne, hvor den blev presset sammen og varmet op, mens den falder ned i Saturn-atmosfæren. Tilsvarende bliver luft på vej op kølet af og skaber ringstrukturen omkring det varme område.

Leigh Fletcher understreger, at man stadig ikke kender de mekanismer, som styrer bevægelserne i Saturns atmosfære og heller ikke kilden til, at disse hvirvler bliver opvarmet.

Sekskant står stille over nordpolen
Tidligere undersøgelser har fundet en sekskantet struktur med lige lange sider ved nordpolen. Sekskanten har en diameter på 25.000 kilometer og står stille over nordpolen og omkredser cycklonhvirvlen. Leigh Fletcher og hans kollegaer har vist, at denne sekskantede struktur strækker sig højere op end hidtil anslået.

En vinter på Saturn varer omkring 15 år. Forskerne forventer, at når sommeren begynder, og nordpolen igen bliver belyst af Solen i de kommende år, vil man også her kunne se hvirvlen i det synlige område.

Også på andre planeter findes sådanne cyklonhvirvler ved polerne. Neptun har én ved sydpolen, og forskerne forventer at kunne få mere information om Jupiters poler, når Nasas Juno-mission ankommer i 2016. Den er foreløbig planlagt til opsendelse i 2011.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.