/transport

Se animationen: 500 varebiler kortlægger trafikpropper i hovedstaden

Men en GPS-modtager i 500 varebilere hjælper budfirmaet 3x34 Cowi med at skaffe præcise målinger af hastigheden på Københavns veje. Det skal bruges til at forhindre kødannelser.

Af Jakob Martini, fredag 04. jan 2008 kl. 10:55

Præcise trafikdata fra 500 varebiler skal nu bruges i kampen mod flaskehalse og trængsel på vejene.

Det er rådgiverfirmaet Cowi, som med GPS-data fra 3x34's varebiler vil kortlægge hastighederne på vejnettet langt mere effektivt end tidligere for at kunne sætte ind, hvor trængslen er størst.

»Vi kan løbende og med stor præcision vise, hvor trængselsproblemerne opstår i hvilke tidsrum. Det er central information, når trafikplanlæggerne skal prioriterer de rigtige investeringer,« siger Michael Knørr Skov, gruppeleder i Cowis afdeling for kollektiv trafik.

Foreløbig er det nye værktøj, som består af et softwaresystem til behandling af GPS-data fra varebilerne, blandt andet blevet brugt til at undersøge styringen af trafiksignaler på Folehaven i København for at undgå kødannelser. Og i Frederikssund indgår værktøjet i en analyse af, hvordan man får fjernet den stigende trafik igennem centrum.

»Det har aldrig tidligere været muligt at få løbende information om hastigheden på så bredt et udsnit af vejnettet. Det er helt klart med til at kvalificere rådgivningen inden for trafikplanlægning,« siger Michael Knørr Skov.

I dag foregår hastighedsmåling fra vejsiden, hvilket giver præcise data på de strækninger, hvor overvågningssystemerne er installeret. Problemet er, at omkostningerne er høje. Derfor er det kun de allerstørste veje i hovedstaden samt et par motorvejsstrækninger ved trekantsområdet og Aalborg, der bliver overvåget.

»Alene med de 400-500 køretøjer fra 3x34 får vi en løbende dækning over hovedstadsområdet og det meste af Sjælland. Over en længere periode kan vi også hente relevant data fra resten af landet,« siger Michael Knørr Skov.

Det nyudviklede system er et rent privat initiativ med parterne 3x34, Danmarks Radio og Cowi, der netop er ved at indgå en treårig samarbejdsaftale.

3x34 sørger for datagrundlaget via GPS-modtagere i bilerne og får til gengæld mulighed for langt mere præcis ruteplanlægning ved hjælp af trængselsmålingerne på vejnettet. Danmarks Radio er i øjeblikket ved at teste de nye hastighedsdata til mere præcise trafikmeldinger.

Hos Cowi giver hastighedsinformationerne mulighed for mere præcis rådgivning til trafikplanlæggere i kommunerne og hos Vejdirektoratet.

På sigt ser Michael Knørr Skov gerne at vognpakken med GPS-modtagere bliver udvidet, så Cowi kan tilbyde realtidsmålinger for stort set samtlige vejstrækninger i Danmark. Bl.a. har trepartssamarbejdet været i kontakt med taxaselskaber som en mulig kommende samarbejdspartner.

Både trafikplanlæggere og de enkelte bilister kan få gavn af realtidsmålinger for hele landet i forsøget på at få trafikken til at flyde så optimalt som muligt, mener Michael Knørr Skov.

Han understreger desuden, at hastighedsmålingerne også er et relevant værktøj i forhold til trafiksikkerhed. Cowi er f.eks. i stand til at kortlægge, hvor der kan være behov for bump, rundkørsler og andre hastighedsnedsættende foranstaltninger. Og efterfølgende kan målingerne analysere, om tiltagende virker efter hensigten.

Systemet bygger alene på, at kørende biler sender rådata, som en algoritme bearbejder til hastigheder på strækningerne. Derfor er systemet universielt og kan benyttes overalt i verden, hvis blot man har en vognpark med GPS-modtagere.

Cowi har således bl.a. gennemført et projekt i den tyske delstat Hessen, hvor en flåde af biler og busser skal sikre en løbende overvågning af trængsel.

Fakta: Brug af vejhastigheder

Trafikmodeller og simuleringsværktøjer bruges i stigende grad som støtte til at træffe beslutninger inden for trafikplanlægning. Viden om hastigheder på vejene er bl.a. væsentlig i relation til:

• Ruteplanlægning og rejsetidsmelding
• Navigationsanlæg, som kan styre uden om kødannelser
• Indgreb mod trængsel
• Trafiksikkerhedstiltag
• Kalibrering af trafik- og simulerings- modeller
• Samordning af signalregulerede vejkryds
• Evaluering af tiltag angående trængsel og trafiksikkerhed



04. jan 2008 kl 12:12

Kristian Møllenborg

Kommunikation via sattelit eller GPRS

På grafikken vises kommunikationen mellem bilerne og centralen, som det går via satelit.. men mon ikke nærmere det er GPRS? Satelitten kommer vel ind i billedet når bilen modtager GPS data?


04. jan 2008 kl 13:03

avatar

Jakob Køster

Hastighed på bilen?

Tager systemet højde for at langt de fleste små 3x34 biler kører som død og djævle??

Det vil give en falsk oplysning om at der er plads på vejen og dermed trække flere biler til.


04. jan 2008 kl 14:20

Morten Kølby

Re: Kommunikation via sattelit eller GPRS

Jeg har forhørt mig hos en af mine kollegaer hos COWI, som sidder med projektet, og kommunikationen mellem bilerne og 3x34's central sker selvfølgelig via mobilnettet. Satellitten leverer kun envejs-kommunikation i form af GPS-signaler og modtager ingen signaler fra bilerne. Så illustrationen til artiklen er ikke helt korrekt.


04. jan 2008 kl 14:24

Morten Kølby

Re: Hastighed på bilen?

Data fra projektet er mest interessant på strækninger, hvor fremkommeligheden er nedsat pga. trængsel, dvs. når alle triller langsomt afsted pga tæt trafik eller måske holder helt stille pga. ulykker mm. Og selv 3x34 biler kan ikke komme hurtigere frem end de andre billister, som de holder i kø samme med :-)


06. jan 2008 kl 12:50

Peter Saadbye

Trafik data findes allerede i rigt mål

Da alle næsten alle billister har en tændt mobil telefon i deres bil må mobilselskaberne ligge inde med alle de data man kunne ønske sig. Hver gang billistens mobil kommerer tættere på den næste mobilmast vil der ske et handover som registreres med klokkeslæt og mobilens id.
Alle disse handovers kombineret med tid og sted burde give et ganske præcist beskrivelse af traffikens flow eller mangel på samme. Det giver selvfølgelig ikke helt samme præcission som med GPS men det burde opvejes af den enorme datamængde.


07. jan 2008 kl 09:28

Jens Jakob Andersen

Mobildata til tæthedsmålinger - også fodgængere mm

Jo, mobildata er på vej som grundlag:
http://www.computerworld.dk/ar...=189

OG sammen med GIS (oplysninger om hvor der er veje) ville man kunne lave meget præcise trafiktæthedsmålinger.

Fordelen ved mobildata-projektet, er at menneskemængder måles, ikke trafikformer - hvorimod 3x34/Cowi projektet jo "kun" er biler....


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.