/energi

Alger omdanner kloakslam til biodiesel

Et lille firma i New Zealand har stor succes med at dyrke vilde alger i spildevand, hvorefter algemassen bearbejdes til en olie, der kan raffineres til biodiesel.

Af Kirsten Rødsgaard-Mathiesen, lørdag 05. jan 2008 kl. 12:00

Kloakslam, der omdannes til brændstof til biler. Det lyder som en drøm, men er virkelighed med en ny metode fra det lille newzealandske firma Aquaflow Bionomic Corporation.

Fremstillingen af biodiesel foregår i en blå container, som er fyldt med spildevand og alger, der omdanner det til biodiesel.

»I planteverdenen er alger den mest simple organisme, der via fotosyntese udvikler energi. Vores teknologi er fortsat hemmelig, men den indebærer en proces, der bearbejder algemassen til en olie, som så bliver til biodiesel. Når den blandes med konventionel diesel, kan den hældes direkte i tanken på et køretøj, uden at der skal laves tekniske justeringer,« forklarer Nick Gerritsen, en af ABC's tre grundlæggere.

Effektivt genbrug
Alger er gode til at få has på de fleste kemikalier og næringsstoffer i kloak- og spildevand, men for mange alger kan farve vandet og få det til at stinke.

»Derfor ligger det myndighederne på sinde at finde løsninger, der kan tage sig af de overflødige alger og helst genbruge dette affaldsprodukt. Og det er her vi kommer ind i billedet. Vi fjerner simpelthen problemet ved at anvende affaldsproduktet til at skabe biodiesel, og i samme proces producerer vi rent og brugbart vand,« siger Nick Gerritsen.

Han påpeger, at processen ikke kun kan behandle kloakvand. Også landbruget og andre fødevareproducenter kan have gavn af metoden.

Alger - vilde som dyrkede - er også et attraktivt alternativ til de øvrige biodiesel-råstoffer som majs og sojabønner. Ikke kun fordi slimen i algerne har en høj lipid beskaffenhed og teoretisk set kan producere langt mere olie per hektar, men især fordi algerne ikke dyrkes på dyrebar landbrugsjord.

Biobrændsel har stort potentiale
Først da New Zealands energiminister, David Parker, under stor mediebevågenhed tog en tur i Nick Gerritsens Land Rover, der havde biodiesel i tanken, kom der for alvor fokus på ABC.

»Det var lige før jul, og vores testkørsel med fem pct. biodiesel skabte en fænomenal interesse newzealandske og internationale investorer, som vi har indledt kommercielle forhandlinger med.«

ABC er langt fra alene om at arbejde med alger, men ud fra den respons, firmaet har fået, er Nick Gerritsen overbevist om, at ingen andre kan omdanne de vilde alger i spildevand til biodiesel.

Det er endnu for tidligt for ABC at komme med tal på, hvor meget biodiesel firmaets metode kan tilføre verdensmarkedet. Foreløbig er firmaet ved at bygge det første kommercielle anlæg, og inden for de næste 12 måneder vil den første reelle produktion af biodiesel være en realitet.

Ubesvarede spørgsmål
Skeptikere påpeger, at det endnu ikke er bevist, at ABC's teknologi er bæredygtig. Således siger direktør Martin Tobias fra det amerikanske biodieselfirma Imporium Renewables:

»De fleste spildevandsanlæg er forholdsvis små, og der er stadig ubesvarede spørgsmål omkring økonomien og målestoksforholdene inden for denne type biodiesel-produktion. Et andet stort og åbent spørgsmål er, om man kan udvinde olien og transportere den på rentabel vis til et biodiesel-anlæg.«

Hertil siger Nick Gerritsen, at hele pointen med container-metoden netop er, at alt foregår på et og samme sted, og at der derfor ikke er nogen, eller kun ganske få, transportomkostninger.



05. jan 2008 kl 15:10

Thomas Gade


07. jan 2008 kl 10:05

Knud Kjeldgaard

Blågrønne alger

Lad os bruge vores blågrønne alger, så har vi løst 2 problemer.
Hvis vi så bruger den overskydende ilt fra brintproduktionen til at pumpe ned i søerne, er der vel gode mugligheder for renere vand.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk