/energi

Norge i total fiasko med at lagre CO2 i undergrunden

Norge har foreløbig opgivet to projekter, hvor CO2 fra naturgas, som bliver fyret i kraftværker, skulle lagres i undergrunden eller oliefelter. Det ene projekt skulle have givet danske Dong erfaringer med teknologien.

Af Magnus Bredsdorff, torsdag 03. jan 2008 kl. 09:42

En af de teknologier, som skal være med til at redde vores energiforsyning, uden at vi ødelægger vores klima, har lidt fiasko. Norge har opgivet to projekter, som skulle lagre CO2 fra kraftværker i undergrunden, helst i gamle oliefelter.

I begge tilfælde har det foreløbig vist sig, at teknologien er for dyr til, at den norske regeringen og energiselskaberne vil sætte den i drift.

Det er også et tilbageslag for danske Dong Energy, som var med i det ene projekt, et kraftvarmeværk i Mongstad i det sydvestlige Norge, der skulle have været verdens største forsøg med CO2-lagring. Projektet skulle have udviklet langt mindre energiforbrugende metoder til at udskille CO2, end dem som Dong tidligere har testet. Disse fører til et øget forbrug af naturgas på 30 procent.

Den norske regering havde lovet at håndtere værkets kuldioxid, men det løfte er regeringen sprunget fra, fordi den ikke kunne finde en løsning på, hvordan CO2'en skulle oplagres. En idé om at sælge den til et naturgasfelt i Nordnorge - en skibstur på 1.500 kilometer - blev droppet efter pres fra miljøorganisationerne.

Nu kræver miljøorganisationen Bellona, at kraftvarmeværket bliver helt skrottet, fordi regeringen i sin aftale med Dong, Statoilhydro, Shell og svenske Vattenfall har skrevet, at der skal lagres 100.000 ton CO2 om året.

Den norske regering åbner dog for, at værket i Mongstad kan udskille og lagre CO2 på et senere tidspunkt, end når værket tages i drift i 2010.

Samme Bellona er også stærkt fortørnet over, at Statoilhydro og Shell har opgiver at bygge et nyt gaskraftværk i Tjeldbergodden, hvor CO2'en fra naturgassen skulle have været pumpet tilbage i felterne.

Det projekt blev ellers i 2006 lanceret som et af de vigtigste for de to energigiganter i det olierige land. Men nu har deres regnedrenge været på sagen, og økonomien er helt håbløs, dels fordi regeringen ikke vil støtte lagringen af CO2, dels fordi prisen på naturgassen, som skulle fyres i kraftværket, er steget langt mere end prisen på den strøm, som værket producerer.

I den sag er Bellona oppe på beatet, fordi et mobilt gaskraftværk nu må blive stående på stedet, og det sviner langt mere end nødvendigt.



03. jan 2008 kl 10:13

Jørgen Henningsen

Er der nogen som er overrasket?

Helt ærligt så er CO2 lagering i undergrunden vel et dødfødt projekt. Det er _store_ mængder gas som pumpes rundt og komprimeres o.s.v. Det kan da umuligt være økonomisk/energimæssigt rentabelt.
Jeg opfatter de her projekter som afledningsmanøvre med det formål at lægge en dæmper på det politiske pres for at finde alternativer til fossilenergien.


03. jan 2008 kl 10:31

Hans Henrik Hansen

Re: Er der nogen som er overrasket?


Jeg opfatter de her projekter som afledningsmanøvre...

- ja, rent 'afladsmæssigt' må det intuitivt opfattes som en endnu mere død and end de stadigt (omend med kunstigt åndedræt) overlevende: 'Handel med varm luft' (til overflod styret af FN!!) samt 'varmecentraler i fjerne kinesiske provinser'! :)


03. jan 2008 kl 11:31

Jørgen Baltzer Thomsen

Hvad er en fiasko??

Jeg undres..

Først står der...
"En af de teknologier, som skal være med til at redde vores energiforsyning, uden at vi ødelægger vores klima, har lidt fiasko. "

Dernæst...
"I begge tilfælde har det foreløbig vist sig, at teknologien er for dyr til, at den norske regeringen og energiselskaberne vil sætte den i drift."

Så fiaskoen er vel, at der ikke er vilje til at betale/investere det det koster at producere 'CO2-fri' strøm.
Sikkert også derfor ordet 'foreløbig' er brugt


/Jørgen


03. jan 2008 kl 14:16

avatar

Holger Skjerning

Ikke spor overrasket..!

Citat fra Jørgen Henningsen: "Jeg opfatter de her projekter som afledningsmanøvre med det formål at lægge en dæmper på det politiske pres for at finde alternativer til fossilenergien".
Ja, og for at lægge en dæmper på behovet for kernekraft til erstatning for en del kul, olie og gas.
- Er vi nogle, der mener!
CO2-lagring nævnes nu ofte som argument imod kernekraft - på lige fod med "flere vindmøller, bølgeenergi, besparelser, fusionsenergi, brint (som energikilde!!!)" osv.


03. jan 2008 kl 14:39

avatar

Troels Halken

Re: Ikke spor overrasket..!

Ja, og for at lægge en dæmper på behovet for kernekraft til erstatning for en del kul, olie og gas.
- Er vi nogle, der mener!
CO2-lagring nævnes nu ofte som argument imod kernekraft - på lige fod med "flere vindmøller, bølgeenergi, besparelser, fusionsenergi, brint (som energikilde!!!)" osv.

Du lyder som om kk-mafiaen er en lille forfulgt gruppe af sandhedsvidner, der alene sidder med nøglen til klimaproblematikken.

Du skriver VI. Ud over dig selv, hvem snakker du så ellers for?

/TH


03. jan 2008 kl 15:50

Flemming Jensen

Re: Er der nogen som er overrasket?

Helt ærligt så er CO2 lagering i undergrunden vel et dødfødt projekt.

Det gøres ellers allerede i forbindelse med produktion af naturgas.

Eks: http://www.statoil.com/snohvit...hvit
"karbondioksid (CO2) som følger gassen til land, skilles ut, sendes tilbake og lagres under havbunnen"



03. jan 2008 kl 15:56

avatar

Knud Nielsen

Re: Ikke spor overrasket..!

Holger,
Du bruger jo selv de magiske ord “til erstatning” af eksisterende anlæg.

Mens kinesere igangsætter næsten 100 GW kapacitet om året er det urealistisk at forvente skrotning af udstyr som stadig virker udnærket.

Man vil kun se det som en tung ekstra-udgift on kk.

Jeg vil nævne den virkelige løsning igen:
“Hjælp til at gøre el-trafik en realitet. Den højere el-efterspørgsel er 'Jeres' bedste chance for at få lov til at bygge kk-værker”.
[Glem olieselskaberne – de er pussies, really!]

Mvh knud


03. jan 2008 kl 16:35

avatar

Holger Skjerning

Ikke forfulgt, men negligeret...!

Om kk-mafiaen er forfulgte sandhedsvidner? - Tak for æren!
De fleste her på debatten ved sikkert, hvordan debatten om kernekraft, vindkraft m.v. er foregået herhjemme de sidste 20-25 år. Tænk f.eks. på OOA, Greenpeace, Margrete Auken og Birthe Weiss, som I næppe betegner som sandhedsvidner!
REO-folk - og ligesindede - har haft MEGET svært ved at komme til orde, især i TV og radio.
Det havde faktisk været bedre, hvis vi var forfulgt, for så ville flere have hørt om argumenterne for udnyttelse af kernekraft allerede for 20 år siden, og det kunne næppe have skadet vores arbejde.
Men de store aviser har de sidste 3-4 år blødt lidt op på principperne og både bragt balancerede artikler og tilladt mere debat om emnet.


03. jan 2008 kl 23:27

Kristian Pagh Nielsen

StatoilHydro's rævekage

Det som er mest bemærkelsesværdigt ved denne fadæse er at det i høj grad har været den norske regering (Arbeiderpartiet og Sosialistisk Venstreparti) og miljøorganisationen Bellona som har slået på stortromme for CO2-lagring. Derfor er det også nu dem som bliver bebrejdet for at det nu ser ud til at være langt vanskeligere, om ikke umuligt, at gøre dette.

Regeringen har uanset haft nogen meget dårlige rådgivere i denne sag. Spørgsmålet er om nogen bevidst har trukket ulden ned over deres øjne...

Hvis dette er en stor rævekage, sat i værk af folk i den norske olieindustri, har disse klaret både at få venstreblok-regeringen og Bellona til at se meget dårlige ud i den offentlige mening. Noget de fleste af dem sikkert glæder sig over.

Læs forøvrigt:

http://www.bt.no/meninger/kron....ece


05. jan 2008 kl 20:46

avatar

Holger Skjerning

Kina muligvis på vej...!

Knud Nielsen: Selvfølgelig vil man ikke skrotte "velfungerende" kulkraftværker, hverken i Kina eller i DK, men ved udbygning og ved udtjente værker, er det politisk og økonomisk muligt.
Kina har for nylig bestilt to MEGET store kernekraftværker i Frankrig. Af samme type som det nye Finske, men 200 MW større!
Jeg ved ikke præcis, hvor store nye kinesiske kulkraftværker er, men gætter vi på 100-200 MW pr stk, erstatter de to KK'er ca. 25 kulværker, og sparer derved 25-30 mio. ton CO2 hvert år. - Det er knap halvdelen af Danmarks totale CO2-udslip.
Men desværre stadig "en dråbe i havet".


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk