Marsbil kæmper for overlevelse centimeter for centimeter
Solpanelerne på den fire år gamle marsbil Spirit er så fyldt med støv, at den muligvis bukker under, når vinteren melder sig.
3. januar kan marsbilen Spirit fejre sit 4. års jubilæum på marsoverfladen til trods for sine meget støvede solpaneler. (Foto: Nasa)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Centimeter for centimeter kravler Nasas marsbil Spirit op af en nordvendt skråning, så dens solpaneler kan få den rette vinkel. Hver centimeter er et spørgsmål om overlevelse, jo bedre vinklen er, jo større chancer har Spirit for at overleve sin tredje iskolde marsvinter.
I morgen, den 3. januar, har Spirit tilbragt fire jordiske år på Mars. Til forskel fra de tidligere år er dens solpaneler dækket af støv, som følger af de kraftige støvstorme i juni og juli måned. Marsbilens energiforsyning er derfor faldet til mellem 250 og 290 watt-timer pr. dag. Ved fuld kraft levere solpanelerne mellem 800 og 900 watttimer pr. dag.
Nasa frygter, at energiproduktionen fra solpanelerne kan falde yderligere, når solen står lavt på marshimlen i løbet af vinteren.
Imens Spirit arbejder sig op ad skråningen, er forskere på Jorden ved at analysere, hvad de selv anser for at være et af de mest betydningsfulde fund fra marsbilerne. Det drejer sig om et område med meget højt indhold af kiseljord, som blev afdækket i maj sidste år.
Kiseljord findes ofte i forbindelse med miljøer, hvor liv stortrives på Jorden, for eksempel ved varme kilder. Her opløses det i klipperne under overfladen, stiger op til overfladen, køler af og udfældes tæt ved overfladen. Ved sådanne områder vrimler det med mikrobakterielt liv.
Lederen af det videnskabelige program på marsbilerne, Steve Squyres fra Cornell Universitet, kalder området Home Plate i Gusevkrateret, hvor kiseljorden er fundet, for en mulig beboelig niche på Mars.
På den anden side af Mars forsætter søsterbilen Opportunity sine undersøgelser på vej ned i det store Victoria-krater.





