Nyudviklet mini-vindmølle holder liv i forskerskib
En britisk udviklet vindmølle med en effekt på en kW har vist sig at være en yderst stabil energikilde for at fransk ekspeditionsskib, der er sendt ud i den arktiske vinter.
En lille nyudviklet vindmølle holder liv i en ekspedition på et lille forskerskib ved Arktis.
Vindmøllen er udviklet af engelske Futureenergy, og den blev straks sendt ud på sin største udfordring, da den blev fastspændt til hovedmasten på det lille franske ekspeditionsskib Aurora Magnetica.
Skibet og besætningen bestående af omkring ti forskere, fotografer og ingeniører satte kursen mod Arktis, hvor de nu sidder fast på isen ved Resolute Bay ved Canada.
Her falder temperaturen ned til minus 29 grader, og besætningen er derfor helt afhængig af deres energikilder.
Det lille forskerskib er udviklet til at have så lille en indflydelse på den omkringliggende natur og miljø som muligt. Det er derfor udstyret med forskellige former for vedvarende energikilder, så dieselmotoren kan bruges så lidt som muligt.
Men i det arktiske mørke er solcellerne om bord på 1,4 kW ikke til den store hjælp, og der er ingen adgang til diesel.
Så det har bragt lykke, at den lille vindmølle indtil videre har leveret strøm helt stabilt, også når de iskolde arktiske vinde fyger hen over isen.
Ekspeditionslederen Pierre Sauvadet er så glad for møllen, at han gerne vil have installeret en til, når det 18,5 meter lange skib vender hjem.
Den nuværende mølle, der har en maksimal effekt på 1 kW, er placeret 12 meter oppe, vingerne er 1,8 meter lange, og den genererer mellem to og fem kilowatttimer om dagen.






