Verdens første batteridrevne sporvogne indtager Nice
Kraftige batterier på de nye sporvognes tage sørger for at Nice's historiske pladser ikke bliver skæmmet af køreledninger.
Læs også
Læs mere om
De første sporvogne drevet af batterier er taget i brug i Frankrig. Batterierne på vognenes tage sørger for, at det ikke er nødvendigt med køreledninger på den del af ruten, der går gennem det historiske centrum af Nice.
Myndighederne vil gerne holde de to historiske pladser, som sporvognene krydser, Place Masséna og Place Garibaldi, fri for luftledninger.
Det drejer sig om to strækninger sektioner på henholdsvis 470 og 440 meter med 320 meter med luftledninger imellem. De ledningsfri strækninger udgør 11 procent af den 8,8 km lange rute.
Hver af de 20 sporvogne kører rundt med en pakke på 1.450 kg med 68 specielt udviklede nikkel-hydrid-batterier, som kan generere 200 kW.
Det gør det muligt for sporvognene at køre med op til 30 km/t og leverer tilstrækkeligt energi til at holde den indbyggede aircondition i gang.
Batterierne bliver opladet, mens sporvognene kører under ledningerne. Batterierne har en forventet levetid på fem år.
Genindfører sporvogne
De sidste sporvogne stoppede med at køre i Nice i 1953, efter at byen havde haft hele 11 linier, men nu planlægger bystyret op mod 36 km spor gennem Cote d’Azurs hovedby igen.
Målet er at have tre linier i 2020. Den første rute, der blev taget i brug i november, forbinder centrum af byen med de nordlige og østlige distrikter.
Når netværket er komplet vil, omkring 60 pct. af den lokale befolkning bo – og 80 procent af arbejdspladsen ligge - inden for 500 meter fra et sporvognsstop.
Konstruktionen af den første linie begyndte i marts 2005, og den sidste skinne blev lagt i juni 2007. Det tager omkring 30 minutter at køre fra den ene ende til den anden af den første linie.






