Forskere: Kunstige træer kan skrubbe luften for CO2
Kunstige, CO2-slugende »træer« er et bud på fremtidens CO2-begrænsende teknologi fra et hold amerikanske forskere. Vi kan banke det atmosfæriske CO2-niveau tilbage til før den industrielle revolution, mener de.
Kunstige, CO2-slugende »træer« er et bud på fremtidens CO2-begrænsende teknologi fra et hold amerikanske forskere. Vi kan banke det atmosfæriske CO2-niveau tilbage til før den Industrielle Revolution, mener de. (Grafik: Stonehaven CCS)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Kunstige træer kan i fremtiden rense luften for 90.000 tons CO2 om året, svarende til den årlige udledning fra 15,000 personbiler. Det vurderer forskere fra Columbia University og Los Alamos National Laboratory.
Træerne minder på tegnebrættet om amerikanske football-mål med persienner mellem stængerne, og sammenligningen med almindelige træer gælder kun evnen til at optage CO2 fra luften.
»Det er let at fjerne CO2 fra luften, som man kan se ved at lade luft strømme gennem en calciumhydroxid eller en anden basisk opløsning. Det er simpel kemi,« forklarer professor Hans Ziock fra Los Alamos National Laboratory.
Idéen er at sætte skove af kunstige træer op, som i kapacitet svarer til udledningen af CO2 i et bestemt område.
De kunstige træer optager CO2 på samme måde som rigtige træer under fotosyntese, og på den måde kan man nulstille et områdes nettoudledning af CO2 til atmosfæren.
»Det gør CO2-optag fuldstændig uafhængigt af, hvordan eller hvor CO2 udledes. Processen vil blive rettet mod transportsektoren og andre mindre, diffuse udledere af CO2. Det vil være tåbeligt at gøre dette for et kraftværk, hvor man i forvejen har en rimelig koncentreret udledning af CO2,« siger Hans Ziock.
De tekniske detaljer bag de kunstige træer har endnu ikke bevæget sig ud over idé-stadiet, men forskerne peger på, at en calciumhydroxid-lignende opløsning skal sættes i kontakt med træets persienneagtige blade for at opsamle CO2.
Det kan gøres ved, at bevægelige absorbanter fra tid til anden nedsænkes i et bad, eller ved at pumpe CO2-absorberende væske ud over den absorberende overflade på træet.
Derudover skal træerne kunne modstå kraftige vindstyrker og skal derfor være lige så robuste som moderne vindmøller.
»Idéen er langt mere end science fiction, selvom der helt sikkert er et stykke vej til implementeringen,« indrømmer Hans Ziock.
Ifølge professoren vil CO2-træerne ikke generere nogen energi, men tværtimod selv forbruge en mængde energi.
»Men træernes optag af CO2 gør det muligt at generere energi fra kulkraft andre steder, hvilket mere end kompenserer for energiforbruget undervejs. Vores slag på tasken lyder på, at vi vil kunne fjerne CO2 genereret fra en gallon (3,79 liter, red.) benzin for mindre end 25 cent (1,29 kroner, red.),« siger Hans Ziock.
Selvom træerne kun er på idéstadiet, peger forskerne på, at teknologien til at føre dem ud i livet allerede er til stede i dag.
De mener samtidig, at man ved at opføre skovene i tilstrækkeligt stor målestok vil kunne reducere atmosfærens CO2- indhold til niveauet, fra før den industrielle revolution satte gang i udledningen af drivhusgasser.






