Årets ingeniørbilleder 2007
Fra stolte grisefædre til flove fotografer. Fra CO2-venligere jetmotorer til nødlandende Dash-fly. Se galleriet af året i snapshots.
Danmarks største forskerbedrift fandt sted i Foulum den 28. august, da de første transgene grise med et gen for Alzheimers sygdom kom til verden. Det mener Ingeniørens videnskabsjournalister.
Lektor Arne Lund Jørgensen er foreviget af fotograf Niels Aage Skovbo som den stolte fader til de verdenskendte grise. Det er et af de billeder, som vi har udvalgt som de bedste fra året, der gik.
At de nødlandende Dash-fly skulle med, var der heller ikke tvivl om. Men tjek også tegner Lars Refns skildring af Galathea-ekspeditionen, hvor en fotograf selv blev anklaget for at forgribe sig på barskabet.
Eller hvad med nogle af årets tekniske bedrifter: Oticons nye høreapparat, Epoc, der løb med Danish Product Award, og General Electrics nye, CO2-venlige jetmotor. De er også med i galleriet over året der gik, som kommer frem ved at klikke på billedet.

Galleri:
Årets ingeniørbilleder 2007





