Siemens Wind Power går til Tyskland efter gear-kompetence
Den danske vindmølleproducent ønsker at finde den bedste samarbejdspartner til at udvikle blandt andet motorer og gear. Den findes syd for grænsen.
Siemens Wind Power går sammen med Aachen Universitet i det vestlige Tyskland om forskning i vindmølleteknologi.
Læs også
Læs mere om
Siemens Wind Power i Brande går sammen med Aachen Universitet i det vestlige Tyskland om forskning i vindenergi.
Til formålet etableres et center for vindmølleforskning med 20 medarbejdere, der skal være oppe i omdrejninger fra slutningen af 2008.
»Samarbejdet med Aachen Universitet vil give os adgang til førende teknologi til vores vindmøller. Samtidig vil vi kunne tilbyde arbejde til ingeniører,« siger Andreas Nauen, der er leder af Siemens Wind Power.
Det første samarbejde forventes allerede at gå i gang i januar 2008, og Siemens går efter at udnytte tyskernes specialviden om drivtog – betegnelsen for vindmøllens generator, gear, hovedaksel og vinger.
»Det optimale er ofte at have specialviden inden for huset, men det har ikke været realistisk i det her tilfælde. Derfor har vi gået efter at finde en samarbejdspartner, der virkelig er specialist inden for det her, og det er man i Aachen,« forklarer kommunikationschef i Siemens Wind Power, Martin Olesen.
Udviklingsarbejdet fokuserer i første omgang på analyse, design og produktion af gearkasser til vindmøller. Siemens vil gerne forbedre effektiviteten, pålideligheden og servicetiden på vindmøllernes drivtog.
Det er det tredje projekt med et universitet, Siemens Wind Power, som i forvejen samarbejder med DTU, sætter i søen.






