Jagten på lykken er en kulturel besættelse i Vesten og i særdeleshed i USA, hvor "the pursuit of happiness" siden Uafhængighedserklæringen i 1776 er blevet hævdet som en rettighed for alle borgere.

Men hvordan jager man lykken med held - og hvori består den? De gamle filosoffer har traditionelt behandlet dette som moralske spørgsmål.

Aristoteles og Kant henregner begge lykken til begrebet om det højeste gode.

Den er ikke et gode blandt andre goder såsom at have familie og venner og faglige kompetencer. Lykke er det højeste gode, fordi det omfatter alle de andre goder.

Det er Aristoteles og Kant enige om.

Aristoteles stiller lykken op som et mål for alle vores handlinger, og målet nås ved at leve dydigt og gennem indsigt og visdom.

Kant anbefaler derimod, at man glemmer ønsket om lykke og i stedet koncentrerer sig om at handle af pligt over for moralloven; det vil gøre mennesket myndigt, give det selvrespekt og håb, og derfor vil lykken komme til det menneske, der ikke jager den.

Hvis man for eksempel fejer sin nabos fortov for sne, fungerer målet for denne handling ifølge den aristoteliske tankegang som en motiverende glæde: det føles rigtig godt at være en god nabo.

Kant vil sige, at den, der af pligt fejer sne for sin nabo, kan ranke ryggen i selvrespekt, skønt han går foroverbøjet, for det er en værdig moralsk handling.

Bortset fra nuanceforskellen er det påfaldende, at både Aristoteles og Kant kæder lykken sammen med en moralsk livsførelse. Lykken ligger ikke lige for, den kræver moralsk arbejde. Men har de ret - eller bør man hellere lede efter lykken i boghandlernes rækker af bøger om genveje til succes og velvære?

Kvantitative analyser
Det kan den moderne lykkeforskning svare kvalificeret på.

Den seriøse, videnskabelige lykkeforskning fylder måske ikke det store i offentligheden, men den foregår intensivt, ikke mindst i USA, hvor en af de centrale skikkelser er psykologen, professor ved Stanford, Sonja Lyubomirsky.

Hun har sammen med andre forskere gennemført empiriske undersøgelser af, hvordan mennesker subjektivt oplever deres livslykke.

Betingelsen for, at man overhovedet kan foretage kvantitative analyser af menneskers lykkefølelse, er, at de adspurgte er i stand til at vurdere og redegøre for deres livs-tilstand.

Sonja Lyubomirsky og de andre lykkeforskere bygger deres forskning på denne metodiske antagelse, at vi generelt har en kognitiv evne til at rapportere om, hvordan vi subjektivt opfatter og vurderer vores eget liv.

Denne selvrapportering finder sted, når personerne udfylder de spørgeskemaer, der danner grundlaget for undersøgelserne.

Men for nu at vende tilbage til spørgsmålet: giver lykkeforskningen moralfilosofferne ret i deres påstand om, at lykke opnås ved en moralsk livsførelse?

Ja, det gør den.

I en undersøgelse publiceret 2006, ?Achieving sustainable gains in happiness: Change your actions, not your circumstances" konkluderer Lyubomirsky sammen med K.M. Sheldon, at vejen til en mere stabil lykke består i en forlængelse af den puritanske version af den amerikanske drøm, snarere end i nemme, lyststyrede genveje.

Den puritanske drøm er en moralsk-religiøs drøm, hvor den enkelte forpligter sig på hårdt arbejde, overvindelse af modstand og uegennyttige handlinger.

Det lyder ikke umiddelbart tillokkende, men ifølge de data, som Lyubomrisky fremviser, går den mest lovende rute til lykken gennem en livsførelse, hvor man viser taknemmelighed, fejer sin nabos fortov for sne, og når ens kusine skal på ferie, så passer man hendes skrummel af en hund, selvom den er i løbetid.

Kant og Aristoteles ville fryde sig - især Kant. For selvrespekt er altså tydeligvis vigtigere end behovet for social anerkendelse, som binder os til sammenligninger med andre, der altid har mere social succes. Men giver det så overhovedet mening at ville forøge sin lykke?

Nogle forskere afviser dette. Frem for at jagte lykken bør man hellere acceptere sin personlighed og generelle tilstand.

Denne skepsis afviser Lyubomirsky med henvisning til, at et menneske - ifølge hendes egne og andres studier - reelt bliver mere lykkeligt og tilfreds, når det for eksempel praktiserer gamle dyder som taknemmelighed og tilgivelse, ligesom det skaber en reel forandring, når et menneske modarbejder tendensen til at sammenligne sig selv med andre og i stedet vælger at være opmærksom på dets eget livs velsignelser.

Tre afgørende faktorer
Hvis disse studier virkelig holder stik, hvordan kan det så være, at nogle mennesker er i stand til at forøge deres lykke gennem en moralsk adfærd, mens andre ikke er det? For at kunne besvare dette spørgsmål, må man foretage studier over tid.

En sådan model for langtidsanalyser har Lyubomirsky og andre udviklet de seneste år. I modellen går man ud fra tre afgørende faktorer: 1) Personens genetiske "set point" hvormed menes træk i personlighed og temperament, det vil sige hvordan personen er,

2) Personens aktuelle livsforhold, altså hvordan personen har det materielt, socialt og helbredsmæssigt.

3) Personens aktuelle intentionelle handlingsmønster, det vil sige hvordan personen handler i sit liv.

Det genetiske set point spiller en stor rolle - 40- 50 procent i et menneskes tilstand beror på personlige træk og dispositioner.

De ydre omstændigheder har selvsagt også stor indflydelse, men paradoksalt nok har det også ringe indflydelse på et menneskes lykke, eftersom der hurtigt sker en tilvænning til de givne livsforhold. Tilbage står så menneskets intentionelle og moralske handlingsmønster.

Det kan der ændres på. Måden vi handler på forklarer, hvorfor mennesker, der i øvrigt lever i et kulturelt homogent miljø, udviser store forskelle i lykke. Den lykkelige er hende, der passer kusinens hund, og ham, der går med sneskovlen inde på naboens fortov, ifølge Lyubomirsky.

- I sit studie har hun undersøgt 224 studenter ( 72 mænd, 152 kvinder). De enkelte blev bedt om at vælge en af to grupper: gruppen af personer, der for nylig havde oplevet en positiv forandring i deres leveforhold, eller gruppen af personer, der havde oplevet en nylig positiv forandring i deres adfærd. 114 gik til den sidste gruppe, 110 meldte sig til den første. Herefter fik deltagerne udleveret et skema, hvor de skulle beskrive den pågældende forandring. De deltagere, der ikke udfyldte dette spørgsmål, blev valgt fra, i alt 78 blev her frasorteret.

- Detaljerne i begge grupper blev vurderet i forhold til, hvorvidt den pågældende forandring var intentionel, og i hvilket omfang den havde krævet en indsats. Eksempler på spørgsmål: I hvilket omfang er du blevet vant til forandringen? I hvilken grad er forandringen noget, der varierer over tid?

- Samtlige spørgsmål om selve forandringen blev besvaret ved hjælp af en rating-skala fra et til ti. Når det handlede om styrken af følelse - stærk - svag benyttedes en ét til fem skala.